Forspildt chance lover godt for fremtiden | Golf.dk
Martin Leth Simonsen havde kurs mod et stort resultat på Challenge Touren, men måtte nøjes med en femteplads.

Foto: Jens Morten

Forspildt chance lover godt for fremtiden

20/10 - 2020 | Claes Meldal

Power Rankings: Martin Leth Simonsen virker yderst komfortabel på European Tour – så komfortabel, at han utvivlsomt vil være skuffet over sin 25. plads i sidste uge.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Martin Leth Simonsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 25 i Scottish Championship (European Tour)
For en mand, der er relativt ny på øverste europæiske niveau, har Martin Leth Simonsen hurtigt fundet sig godt til rette på European Tour. Han har klaret cuttet i syv af de sidste otte turneringer, men topresultaterne har han indtil videre til gode. I Scottish Championship havde han chancen, da han lå på en 10. plads før finalerunden, men en afsluttende runde på det jævne betød, at han rykkede ned som nr. 25. Ærgerligt for Simonsen – men positivt, at hans bundniveau så rigeligt rækker til at klare cuts på European Tour.

2. Benjamin Poke
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 56 i Scottish Championship (European Tour)
Benjamin Poke fik i al stilfærdighed klaret cuttet i Scottish Championship, men i det samlede regnskab rykkede det ikke ret meget for Poke. Han er nr. 172 på Race to Dubai-listen og har stadig haft svært ved at finde den rytme, der gav ham en imponerende sejr på tourskolen sidste efterår.

3. Linette Holmslykke
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 41 i Santander Golf Tour Lerma (LET Access Series)
Linette Holmslykke var den eneste danske deltager i Santander Golf Tour Lerma, der er en del af LET Access Series – det næstbedste europæiske niveau på damesiden. Desværre fik Holmslykke ikke sat det ønskede aftryk på turneringen, da hun sluttede fire over par efter de 54 huller med 16 slag op til vinderen. Holmslykke er nu på 21. pladsen på LET Access Series’ rangliste efter fire turneringer i år.

4. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 13 i KPMG LPGA Championship (major)
Når man slutter på en 13. plads i en major, har man utvivlsomt gjort nogle ting rigtigt. Men faktisk var Nanna Koerstz Madsen ikke helt oppe at ringe rent spillemæssigt i KPMG LPGA Championship i forrige uge. Til gengæld havde hun ro på hele vejen og holdt sig minutiøst til taktikken for hvert enkelt hul, ligesom hun havde succes med at lægge fejl bag sig og have det sjovt med sin golf. Resultaterne taler vist for sig selv. En 13. plads i selskab med verdens allerbedste damespillere er imponerende, når man ikke rammer sin absolutte topform.

5. Joachim B. Hansen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 7 i BMW PGA Championship (European Tour)
I det, mange kalder European Tours flagskibsturnering, markerede Joachim B. Hansen sig flot og var en overgang tæt på førstepladsen. Helt så højt sluttede han ikke, men han kunne tage fra Wentworth med en 7. plads og knap 150.000 euro. Og når man holder folk som Fleetwood, Westwood og Kaymer bag sig, kan man godt være stolt af sig selv. Og nok så vigtigt tog Hansen et gevaldigt hop frem på Race to Dubai-listen, hvor han nu ligger nr. 83.

Boblere
Ingen

User Comments:

  • Udansk

    21/10 - 2020 | Kurt Pedersen

    jeg synes ikke om Jeres brug af ordet komfortabel i forbindelse med Martin Leth Simonsens befindende. Det har ikke helt samme betydning på dansk, som på engelsk, det er forkert at bruge det direkte oversat. En stol, seng, bil eller hotel kan være komfortabel(t) - det er et tillægsord - men man kan ikke føle sig komfortabel. Man kan føle sig godt tilpas eller befinde sig godt og det er noget helt anden snak. Visse golfkommentatorer bruger det også en del, men det gør det ikke mere rigtigt, bare mere udbredt. Jeg ved godt det er svært, andre sportsgrene har tilsvarende problemer med at engelsk/amerikansk er grundsproget og nemt glider ind i det gængse sprogbrug. At noget er svært, fritager ikke nogen for at gøre sig umage efter min mening, men jeg er jo også bare en gammel narrehat, der rent faktisk lærte dansk i skolen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,650,587
  • Unique Visitor:126,351
  • Registered Users:160,777
  • Unregistered Users:31,220
  • Blocked Users:12,396
  • Published Nodes:15,532
  • Unpublished Nodes:312
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.219.31.204
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:3,146
    • This week:96,954
    • This month:387,189
    • This year:1,650,913

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk