Forsøg på at kopiere DeChambeau har bragt McIlroys sving ud af kurs | Golf.dk
Under The Players Championship søgte Rory McIlroy råd hos mestertræneren Pete Cowen.

Foto: Getty Images

Forsøg på at kopiere DeChambeau har bragt McIlroys sving ud af kurs

13/03 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

Tilbage i september så Bryson DeChambeau stort på roughen og bombede sig til en seks slags sejr i US Open med det ene kæmpestore drive efter det andet. På grund af de smalle fairways på Winged Foot havde DeChambeau luret, at alle ville komme til at misse det korte græs, og derfor kunne han ligeså godt gøre brug af al den ekstra fart, han har fundet de seneste par år, og komme så langt frem som muligt.

Resultatet - og metoden - tiltrak sig enorm opmærksomhed i medierne, og det var også noget, Rory McIlroy bed mærke i. Selvom nordireren med de fire majortitler er blandt de bedste fra tee i spillets historie, fik DeChambeaus tilgang McIlroy til selv at eksperimentere for at finde ekstra meter. 

Det forklarede han fredag efter endnu et skuffende resultat. Søndag fortalte McIlroy, at han søger efter noget nyt, men efter at have misset cuttet i The Players Championship med 10 slag kom det frem, at det nærmere er et forsøg på at genfinde noget.

- Problemerne i svinget stammer nok allesammen fra oktober sidste år, hvor jeg begyndte på en smule farttræning, blev suget ind i alt det der. Svinget blev flat, langt og for roterende. Det gav noget ekstra fart, og jeg slår bolden længere, men hvad det gjorde ved mit sving, var nok ikke godt. Så jeg prøver at kæmpe mig tilbage ud af det.

- Jeg kigger tilbage til Winged Foot og mit sving der. Det ville jeg være ret tilfreds med at have igen. Men efter Winged Foot havde jeg nogle uger, før vi tog til vestkysten, og der begyndte jeg at slå lidt hårdere til bolden, slå en masse drivere, fandt lidt mere fart, og det følte jeg var begyndelsen på de her svingproblemer. Så det handler bare om at prøve at finde en vej ud af det igen, sagde McIlroy.

Den 31-årige, som var forsvarende mester i The Players Championship, er ikke alene et af sin generations største talenter, han giver også nogle af de bedste interviews takket være en sjælden åbenhed og hudløs ærlighed.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke havde noget at gøre med, hvad Bryson gjorde til US Open. Jeg tror, mange så det og tænkte, wow, hvis de fortsætter med at sætte banerne op sådan i fremtiden, så hjælper det virkelig.

- Det, som folk ikke sætter pris på, er, hvor god Bryson er ud af roughen, Ikke kun på grund af, hvor upright hans skaft er, men også på grund af, at hans korte jern er længere end standard, så han kan skabe lidt mere fart gennem roughen en andre spillere. Jeg troede, det ville være en god ting at få noget mere fart. Det fik jeg, men måske er det kommet på bekostning af svinget, og det skal måske tøjles lidt, sagde McIlroy.

Der er små fire uger, til årets første major begynder på Augusta National, så McIlroy har lidt tid til at skrue ned for farten og finde tilbage på ret kurs.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,159,456
  • Unique Visitor:177,609
  • Registered Users:166,734
  • Unregistered Users:31,299
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,323
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:8,869
    • This week:96,747
    • This month:405,665
    • This year:3,160,108

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk