Forrygende Poke og Højgaard er klar til europatouren | Golf.dk
Benjamin Poke (tv) og Rasmus Højgaard brillerede i Spanien. Nu venter næste udfordring.

Foto: Getty Images

Forrygende Poke og Højgaard er klar til europatouren

20/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen og Claus Rødgaard Thomsen

Benjamin Poke har skrevet dansk golfhistorie. Som den første dansker har han vundet europatourens Q-School og hvilken måde at gøre det på!

Fra andendagen lå han på en delt 1. plads. Efter tredjedagen var han alene i spidsen. Han holdt føringen til sjette og sidste dag, og mod slutningen var det reelt Poke og så alle de andre.

Den 27-årige sjællænder sluttede af med en 64'er og vandt tourskolen i -25 med seks slag til nærmeste forfølger. Poke blev den eneste spiller i feltet, der gik alle seks runder i 60'erne.

Også Rasmus Højgaard fra Gyttegård Golf Klub kan juble hele vejen hjem til Danmark. Han gik onsdag en runde i 66 slag. Han sluttede dermed på en delt 5. plads i 16 under par.

Det er rigeligt til en plads på europatouren, i det de 25 bedste fra tourskolen får europatourkort til 2020-sæsonen, som begynder allerede i næste uge i Sydafrika.

Nicolai Højgaard havde også en realistisk chance for at nå de 25 bedste, men hans finalerunde i 72 slag betød, at han endte på 51. pladsen og dermed skal spille challengetour i 2020.

Benjamin Poke skulle frem til 108. og sidste hul af Q-School Final Stage, før han mistede en bold til en hazard, eller hvad det nu kaldes efter de nye regler. På det tidspunkt var det aldeles ligegyldigt, for sejren var for længst sikret.

På Lumine Golf Club erobrede han førstepladsen efter 36 huller, og den gav han aldrig fra sig igen. I stedet blev forspringet kun større og større.

Mens Poke stadig var på 16. hul under finalerunden, sprang de første champagnepropper på klubhusets terrasse. Det var nogle af de andre 27, som klarede oprykningskravet i -12, som fejrede sig selv, men det kunne ligeså godt være i Pokes navn, at der blev drukket.

Turneringen var reelt set overstået - hvis man isoleret kiggede på førstepladsen - og det havde den været et stykke tid. I seks dage lå Poke helt fremme i stillingen, og ligeså længe ventede man fra sidelinjen på, at han skulle løbe ind i modgang. Ikke fordi det var Poke i fokus, men fordi det sker for alle over 108 huller. Alle undtagen Poke.

Han var sikkerheden selv. Rolig ud over hvad situationen tillod. Hans far og træner virkede mere nervøs, men det var kun udenpå, Benjamin Poke havde kontrol over følelserne. 

- Jeg var ret spændt i morges, det må jeg indrømme. Jeg kunne ikke rigtig spise noget i morges, og det var også svært for mig at spise noget på banen, både i går og i dag. Men nu er det verdens bedste dag, sagde Poke.

En bogey på sidste hul blev dagens eneste, og den begrænsede sejren til seks slag. Kort tid forinden havde Poke slået bolden ind til halvanden meter på 16. hul, og den chance blev konverteret for en birdie. På 17. sænkede han sit birdieputt fra 12 meter; op ad bakke, ned ad bakke, masser af break. Var det virkeligt eller et parallelunivers? Poke gav grund til at tvivle.

Fairways, greens, en glødende putter. En simpel opskrift, hvor timing er et og alt. Poke har den - til perfektion denne uge. Forude venter europatouren, allerede om otte dage, i Sydafrika. 

Der håber Rasmus Højgaard også, at hans delte femteplads rækker til at komme med. Det var bror, Nicolai, som oversprøjtede vinderen med champagne, men Rasmus kunne kort tid derefter nyde en fadøl. Job done. For et år siden kunne han ikke have gjort det. Ikke på lovlig vis i hvert fald. Rasmus Højgaard startede sin professionelle karriere tidligt i 2019 på ECCO Touren. Nu er han fuldt medlem af europatouren. 

- Det har været en drøm hele tiden. Det er skide fedt, at det allerede nu kan realiseres. Det er vildt fedt, sagde han.

 

Du kan læse vores liveblog fra finaledagen lige her

User Comments:

  • Mikkel Ring Christensen og Claus Rødgaard Thomsen

    21/11 - 2019 | Martin Frandsen

    Straffeområde Straffeområde Straffeområde Straffeområde Straffeområde :)

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer