Forrygende danskerdag i Himmerland | Golf.dk
Thorbjørn Olesen og de andre danskere har god grund til at smile. Ti af feltets 15 danskere er lige nu på den rigtige side af cutgrænsen.

Foto: Getty Images

Forrygende danskerdag i Himmerland

24/08 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Det danske sommervejr udeblev på en efterårskold førstedag ved Made in Denmark.

Om det var årsagen til, at der blev fyret op under de kuldevante danske vikinger vides ikke. Sikkert er det dog, at Golfdanmark kan være tilfreds og glæde sig til resten af ugen.

Lucas Bjerregaard benyttede sit lokalkendskab til at gå en runde i 66 slag - en delt syvendeplads. Det samme gjorde den næsten nybagte far Joachim B. Hansen, som indtil videre siger rigtig pænt tak for det wild card, han modtog til turneringen.

Bjerregaards runde skulle nok have været endnu bedre. En dobbeltbogey på sidste hul rev ham væk fra den førsteplads, som to eagles og tre birdies ellers havde bragt ham på.

Et skridt længere nede i pyramiden står Thorbjørn Olesen, Mads Søgaard og Lasse Jensen. Thorbjørn Olesen er den tredjehøjest rangerede spiller i hele feltet, og på en dag, hvor han tilspillede sig et hav af birdiechancer, kom han rundt i 67 slag.

Ditto Lasse Jensen, der dog havde brug for en slutspurt på fire birdies på sine sidste syv huller for at kunne sætte underskrift på en 67’er.

Også Jeff Winther skulle bruge to birdies på sine sidste tre huller for en runde i to under par.

På førstepladsen ligger lige nu australske Wade Ormsby og engelske Matt Wallace og Steve Webster. Sidstnævnte gik en pletfri 64’er med syv birdies og 11 pars. Webster har vundet to gange på europatouren, men sidste gang var for ti år siden.

Han er lige nu nummer 226 på Race to Dubai, så en sejr vil være en gave fra himlen til den 42-årige Webster.

Inden turneringen blev der hvisket i krogene, om John Daly nu ville være i stand til at spille noget, der bare minder om golf. Men en yderst respektabel runde i 67 bør indtil videre dæmpe de kritiske røster.

Mindre respektabel var Thomas Pieters runde i tre over par. En katastrofal firedobbelt bogey på hul 6 gør, at cutgrænsen lige nu blot er en prik på horisonten for den højest rangerede spiller i feltet.

Den næsthøjest rangerede er Martin Kaymer. Han har ikke spillet i over en måned på grund af en skade, og i Himmerland modtog han flere gange ambulant behandling af skulder og lænd.

Men han gik dog i to under par, og ligger nummer 36 side om side med blandt andre Søren Kjeldsen, der ellers nåede at være fire under par midt i sin runde.

Thomas Bjørn var dagens mand i skysovs, men efter en runde i to over par, skal han ud og skyde en lav runde fredag for ikke at få fri i weekenden.

De mest upåagtede danskere klarede sig respektabelt. Amatøren Nicolai Højgaard og den sidst tilkomne, Christian Bæch Christensen, gik runder i 72 slag og er aktuelt to slag fra cutgrænsen.

Nicolais bror Rasmus Højgaard brugte et slag mere, men kan altså stadig se ned ad leaderboard på navne som Thomas Pieters, Bradley Dredge, Marcus Fraser og Richard Sterne. En god dags arbejde for Højgaard-tvillingerne.

Der blev allerede under førstedagen begået to holes-in-one, hvilket er lige så mange som under hele sidste års turnering. De sidste fire esser i Made in Denmark er hevet ud af ærmerne på det ikoniske hul 16.

Sidste år var det Sebastian Cappelen og Robert Karlsson, der kunne sætte en lodret streg på scorekortet.

I dag var det Zander Lombard og Edoardo Molinari, der fremprovokerede brøl på Himmerland Hill.

Vi udsender nyhedsbrev hver dag under Made in Denmark. Tilmeld dig lige her.

Link til stillingen.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer