Formstærke spillere deler førstepladsen i Rocket Mortgage Classic | Golf.dk
Chris Kirk har mulighed for at vinde sin anden turnering i træk.

Foto: Getty Images

Formstærke spillere deler førstepladsen i Rocket Mortgage Classic

04/07 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Et par brandvarme spillere har lagt sig i front halvvejs gennem Rocket Mortgage Classic. Webb Simpson, verdens nummer seks, vandt RBC Heritage for to uger siden, men glæden blev hurtigt afløst af bekymringer, da hans datter testede positiv for Coronavirus.

Det fik Simpson til at trække sig fra sidste uges Travelers Championship, men da det viste sig, at testen var en falsk positiv, er der ikke længere nogen grund til at hjemmeisolere i North Carolina. 

Derfor er Simpson taget til Detroit Golf Club, og der er han begyndt, som han sluttede på Harbour Town Golf Links for nyligt.

Otte birdies blev det til på en dag, hvor putteren fungerede dårligere end feltets gennemsnit. Det fortæller en historie om sublim ball-striking, og lover godt for håbet om at vinde sæsonens tredje titel. Simpson brugte 64 slag og nåede til -12 samlet.

Hvis Simpsons kan betegnes som et lille comeback efter en uge uventet på sidelinjen, så har Chris Kirk mulighed for at fuldende et af de helt store comebacks.

I foråret 2019 tog Kirk orlov fra PGA Touren for at komme depression og alkoholmisbrug til livs. Om han kom til at spille golf igen var ikke afgørende, han ønskede bare at finde en vej ud af et kulsort hul.

- Jeg var egentlig ligeglad på det tidspunkt. Jeg var fokuseret på at gøre det, jeg havde brug for for at blive rask, for at være en god ægtemand for min kone og en god far for mine børn. Jeg var heldigvis et sted i min karriere, hvor jeg kunne vente, udtaler Kirk.

Ventetiden blev på at halvt år, inden 35-årige Kirk vendte tilbage til PGA Touren i november. Efter den tre måneder lange pause forårsaget af Coronavirus lagde Kirk ud med en 60. plads i Charles Schwab Challenge i Texas, inden han tog til Orlando for at spille The King & Bear Classic på Korn Ferry Tour.

Den turnering vandt Kirk, og i sin første start siden, har han del i førstepladsen på PGA Touren. Han lavede otte birdies, inden dagens enlige bogey på 18. hul. Dermed blev det til en 65'er og en total i -12 for de første 36 huller.

I lørdagens førerbold kommer Kirk ikke til at mangle opbakning. Selv hans største konkurrent er fuld af beundring.

- Jeg tænkte lidt på ham derude. Den beslutning om at tage en pause fra spillet for at tage vare på sig selv; jeg er så stolt af det, han har været i stand til at gøre og komme tilbage, gøre det comeback – vinde på Korn Ferry Tour, og nu er han her, med chance for at vinde på PGA Touren, sagde Simpson.

Lige i hælene på de to førende finder man seks spillere i -11. Bryson DeChambeau og Matthew Wolff er med i den gruppe. 

De to danske deltagere må pakke kufferten efter to runder. Cuttet faldt i -5, og det krav var Sebastian Cappelen og Lucas Bjerregaard ikke i nærheden af at opfylde. De gik runder i henholdsvis 73 og 76 slag og sluttede begge +1 samlet.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:86,683
  • Unique Visitor:20,265
  • Registered Users:153,630
  • Unregistered Users:30,837
  • Blocked Users:12,334
  • Published Nodes:14,390
  • Unpublished Nodes:244
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.238.248.103
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:10,318
    • This week:86,709
    • This month:86,709
    • This year:86,709

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk