Formkrisen var i virkeligheden optakt til karrierens stjernestund | Golf.dk
Hideki Matsuyama kunne ikke skjule sin sindsbevægelse, da han havde sænket sit bogeyputt for sejr på sidste hul. Men japaneren med det enorme talent er en person, der nødigt viser meget af sig selv.

Foto: Getty Images

Formkrisen var i virkeligheden optakt til karrierens stjernestund

12/04 - 2021 | Claus Rødgaard Thomsen

Jordan Spieth var 2021’s bedste comeback-historie, så længe det varede. Og det var ikke længe.

Præcis en uge efter Spieths sejr i Valero Texas Open blev vi præsenteret for årets virkelige comeback-mirakel. Hideki Matsuyamas sejr var ikke kun særlig, fordi den gav Japan den sejr, som nationens talentmasse længe har givet løfte om.

Den var også særlig, fordi den kom på et tidspunkt, hvor mange var holdt op med at tro på Matsuyamas major-potentiale.

I 2017, dengang Jordan Spieth vandt sin sidste major, var Hideki Matsuyama så tæt på toppen af verden, som man kan komme.

På intet tidspunkt var han ude af verdens top-6 det år. Han vandt sin turnering nummer fire og fem på PGA Tour. Den femte var i en World Golf Championship, hvor Maruyama gjorde nar af hele feltet med en 61’er i finalerunden. 

En stor del af sommeren lå han nummer to i verden. Efter PGA Championship var han sluttet i top-5 i tre af de sidste fem majors.

Men så blev det ligesom aldrig bedre for japaneren, der i årevis har været beundret i hele golfverden på grund af sine fantastiske evner som ball-striker med sin karakteristiske pause på toppen af tilbagesvinget.

Året efter, i 2018, lavede han ikke en eneste top-3, og han faldt ned som nummer 25 i verden. Præcis, hvor han befandt sig inden dette års The Masters.

De sidste tre sæsoner er han gået fra at tilhøre den absolutte verdenselite til at svæve stabilt omkring nummer 25 i verden. Og da hans evner med putteren aldrig helt har matchet hans fantastiske jernslag, begyndte mange at stille spørgsmålstegn ved, om han kunne køre en major i hus på isglatte greens under tonstungt pres.

De spørgsmål dukkede naturligvis atter op til overfladen, da han gik ind til finalerunden på Augusta National. Greens findes ikke mere glatte end her, og alle er klar over, at det golfgale Japans forventningspres ligger på den 29-årige Matsuyamas skuldre.

Nu er spørgsmålene besvaret med eftertryk. 

Det næste spørgsmål er, hvor mange flere majors, Matsuyama skal vinde.

Vi ved ikke, om man i Japanske golfklubber hejser flaget, når en af deres vinder en stor sejr, som man gør mange steder i Danmark. I givet fald vil det hvide flag med den røde cirkel i midten skulle hejses 2.300 steder i landet. Så mange golfbaner har Japan.

Hideki Matsuyama er med sin sejr nået dertil, hvor japanske golfhelte som Jumbo Ozaki (nr. 6 ved US Open 1989), Isao Aoki (nr. 2 i US Open 1980), Tommy Nakajima (nr. 3 i PGA Championship 1988) og Shigeki Maruyama (nr. 4 i US Open 2004) aldrig nåede. 

Det er en monumental bedrift.

Desværre er det ikke sikkert, at vi nogensinde vil høre ham fortælle malende om sin triumf. Hideki Matsuyama er måske den af verdens absolutte topgolfere, vi ved mindst om.

Han er yderst genert, kommunikerer med den internationale presse gennem en tolk, og fortæller meget lidt om sig selv. Dog afslørede han i 2017, at han var gift og havde et barn.

Matsuyamas træner har stort set hele hans liv været hans far. Faderen introducerede lille Hideki for sporten, da han var fire år gammel.

Inden han blev professionel havde han en forrygende amatørkarriere, hvor han nåede 1. pladsen på World Amateur Rankings. To gange vandt han det asiatiske amatørmesterskab, og i 2011 blev han bedste amatør ved The Masters Tournament. Turneringen, som han ti år senere vandt som professionel.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,553,744
  • Unique Visitor:191,751
  • Registered Users:170,248
  • Unregistered Users:31,628
  • Blocked Users:12,476
  • Published Nodes:16,597
  • Unpublished Nodes:327
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.239.56.184
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:2,229
    • This week:93,223
    • This month:442,100
    • This year:3,554,540

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk