Formen er i top inden Made in Denmark Challenge | Golf.dk
Nicolai Højgaard lavede 10 birdies under dagens runde.

Formen er i top inden Made in Denmark Challenge

02/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det trækker op til en stor weekend på de mindre europæiske tours. Både på challengetouren og Nordic League er der danskere med helt i toppen

Torsdag lavede Mark Haastrup hole-in-one på sit tredjesidste hul, og fredag morgen startede han som lyn og torden i Vierumäki Finnish Challenge. 

Birdies på de tre første huller samt på sjette og syvende hul bragte den 35-årige dansker i front for ugens challengetour-turnering. Resten af vejen hjem var han uden birdies, og det blev til en runde i 68 slag for anden dag i træk.

I skrivende stund rækker scoren i -8 til en delt tredjeplads, tre slag fra Darius Van Driel på førstepladsen.

Torsdag kan man opleve formstærke Haastrup i Ry, når starten går til Made in Denmark Challenge, og det samme gælder Nicolai Højgaard, som fredag diskede op med storspil i Bråviken Open på Nordic League i Sverige.

Den 18-årige verdensmester startede dagen på 27. pladsen, men der blev hurtigt taget store skridt opad gennem stillingen. Efter 15 huller havde Højgaard lavet ni birdies, og det bragte ham helt op som nummer et.

Afslutningen blev ærgerlig med en bogey og en doublebogey, inden han scorede dagens 10. birdie. Samlet gav det en runde i syv under par og en delt tredjeplads i -1. Som tingene står nu har Højgaard kun et enkelt slag op til førstepladsen. 

Også Niklas Nørgaard Møller, nummer tre på Nordic League, er vanen tro med fremme. Efter en anden runde i 67 slag er han ni under par, og det giver chancer for at hente et nyt topresultat, når turneringen afgøres lørdag. 

Både i Finland og Sverige er der mange timers golf tilbage,  før dagen er omme, og flere danskere kan nå at spille sig op nær de førende.

Stillingen i Vierumäki Finninsh Challenge
Stillingen i Bråviken Open

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer