Forargelse over McIlroys ærlighed | Golf.dk

Forargelse over McIlroys ærlighed

13/07 - 2016 | Mikkel Ring Christensen

Tirsdag skabte Rory McIlroy røre, da han gav sin ærlige mening om golf på det olympiske program – en turnering han ikke kommer til at deltage i på grund af risikoen for Zika-infektion. Der blev ikke holdt igen, da han reagerede på, om han følte et ansvar over for golfspillet.

- Jeg føler overhovedet ikke, jeg har svigtet spillet. Jeg begyndte ikke at spille golf med den målsætning at få spillet til at vokse. Jeg startede med en målsætning om at vinde mesterskaber og majors, og pludselig når vi et punkt, hvor man bliver pålagt et ansvar for at udbrede spillet. Det forstår jeg godt. Men på samme tid er det ikke grunden til, at jeg spiller. Jeg startede med at spille for at vinde. Jeg startede ikke for at få andre til at spille, sagde verdens nummer fire. 

McIlroy kommer heller ikke til at sidde klistret til skærmen for at følge kollegaerne, når de spiller om medaljer fra 11. august.

- Jeg kommer nok til at se noget OL, men jeg er ikke sikker på, at golf bliver en af disciplinerne, sagde han.

Hvilke så?

- Nok atletik, svømning, udspring. De ting, der betyder noget.

Kommentarerne er ærgerlige for turneringen, som allerede har haft rigeligt med modgang, og mange har ladet sig forarge over McIlroys holdninger. På Golf Channel kaldte Brandel Chamblee det for ”en fornærmelse mod alle, som prøver at udbrede spillet gennem OL”. Til BBC kaldte squashspilleren Laura Massaro udtalelserne for ”uacceptable”. Men har han ikke ret til at føle som han gør? Kan vi tvinge ham til at elske legene?

McIlroy skriver masser af autografer til børnene, stiller sig ofte til rådighed for pressen og bidrager i de tilfælde gerne med interessante holdninger og indsigt. Vigtigst af alt spiller han golf på en måde, som må tiltale alle. 

Det burde være tilstrækkeligt, men sådan hænger verden ikke sammen.

Bob Dylan blev på et tidspunkt spurgt om, hvorfor han ikke taler til sit publikum under koncerter. I det mindste kunne han komme med en lille anerkendelse af de fremmødte.

- Det vil aldrig være nok. De vil altid kræve lidt mere, svarede musikeren.

Sådan er det også for McIlroy. Hans pressemøde har et slægtskab med et, Dylan holdt for 51 år siden. På grund af sange som Masters Of War, Blowing In The Wind og The Times They Are A-Changin' blev han ophøjet til kultfugur, sin generations stemme, og alt hvad han gjorde og sagde blev forsøgt taget til indtægt af folk med en politisk agenda. Dylan ville bare synge sine sange, og han afskyede mærkatet protestsanger.

På pressemødet blev han spurgt, hvordan han så sig selv – som sanger eller poet. Dylan lagde afstand til det hele med ordene.

- Jeg ser mest mig selv som en song-and-dance man.

Dylan ville ikke finde sig i at blive proppet i en kasse, og det samme gælder McIlroy. Tirsdagens pressemøde var nordirerens ”song-and-dance man moment”. Hans person blev politiseret allerede årevis inden OL, da han skulle vælge mellem at repræsentere Storbritannien eller Irland. Det var en kamp, han kun kunne tabe. I McIlroys øjne er der Olympiske Lege fire gange om året: Masters, US Open, The Open og PGA Championship. Han har vundet fire af dem allerede, og derved gjort sig til sin generations største spiller. Det er majors, han brænder for. Det er der, han er mest inspireret og inspirerende, der hvor historiske øjeblikke opstår. Det er der, han repræsenterer spillet på fineste vis. OL betyder ikke noget for ham, og han lader sig ikke proppe ned i kassen til de begejstrede med fokus på ekspansion.

Selvfølgelig kunne han have taget med til OL – og foruden zika ville han nok også have været der – men uanset hvad vil det aldrig være nok. Der vil altid blive krævet lidt mere af ham.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer