- Folk tror jo vi er en forfærdelig sport rent klimamæssigt | Golf.dk
Sentosa Golf Club prøver at lægge sig helt i front, når det handler om, at baner på mesterskabsniveau kan drives miljømæssigt forsvarligt.

Foto: PR

- Folk tror jo vi er en forfærdelig sport rent klimamæssigt

25/02 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Corona-virussen fylder endnu ikke det store i den globale bevidsthed, da vi rejser til Asien i slutningen af januar.

Jo, nogle få mennesker er døde af det i Wuhan, og her i Singapore er der flere i bybilledet, der bærer masker for munden, end der plejer at være.

Men normaliteten hersker endnu. Og Andy Johnston, der er direktør for Sentosa Golf Club forventer stadig, at han om en måned skal byde velkommen til Nanna Koerstz Madsen, Nicole Broch Larsen og resten af verdens bedste damespillere under HSBC Women’s World Championship, som er en del af LPGA Tour.

- Asien er golfens største vækstcenter, og det er kun et spørgsmål om tid, før en major rykker til Asien. LPGA består af 70 procent asiatiske spillere, siger Andy Johnston med det underforståede budskab, at Sentosa godt kunne lægge græs til en sådan major.

Forestillingen om en major i Asien virker måske urealistisk, men ifølge Andy Johnston kunne det lige så vel være en Presidents Cup, som Sentosa lagde græs til.

- Der er kun en fire-fem steder i Asien, der har kapacitet til det. Spillerne elsker banen, vi har 16 hoteller lige omkring øen (Sentosa er en ø ud for Singapores enorme containerhavn), byen er sikker og vi har en fantastisk lufthavn, argumenterer han.

Selve banens kvalitet er næppe problemet. Sentosa har to 18-hullers baner, Ganjong og Serapong. Sidstnævnte vurderes af Golf Digest til at være den 59. bedste i verden.

Kort efter vores møde aflyser LPGA Tour sine turneringer i Thailand og Singapore på grund af frygten for corona-virus. Det lægger dog næppe en dæmper på de samlede ambitioner på Sentosa, hvor man har valgt miljø og klima som en vej til at brande sig selv.

- Vi vil gerne skabe bevidsthed om, hvad golf kan gøre for at hjælpe i forhold til klimaforandringer. Folk tror, at det er en forfærdelig sport klimamæssigt, men vi er bedre vogtere af jorden, end vi har ry for, siger han.

Sentosa har reduceret sit vandforbrug med 35 procent. Blandt andet ved at redesigne sine søer, så man i højere grad kan vande med eget søvand. Men også ved som den første klub i Asien at udstyre sine sprinklere med gps.

- Der er blevet trukket kabler ud til 3.000 sprinklerhoveder, så det var dyrt. Men nu kan gps’en kortlægge greens, så de slukker automatisk, når vandet rammer et område uden for green. Og højt beliggende punkter får mere vand end lavtliggende punkter, så vi ikke vander unødvendigt nogle steder. Det har i øvrigt også højnet vores græskvalitet, siger Andy Johnston.

Det er ikke sikkert, at greenfee-gæsten på Sentosa lægger mærke til, at sprinklersystemet er moderniseret. Men han eller hun lægger måske mærke til, at man ikke kan få vand i plastikflasker i klubben. Til gengæld kan man tanke vand i genanvendelige krus adskillige steder på banen.

- Før udleverede vi hvert år så mange plastikflasker, at de kunne indeholde lige så meget vand som 22 olympiske svømmebassiner, fortæller Andy Johnson.

Klubben har også halveret sit forbrug af gødning ved at anvende biokul (forkullet restmateriale fra plante- eller dyrebiomasse) og ved at kværne køkkenaffald og organisk affald, så det kan genanvendes til at gøde banen.

- Vi er også de første i Asien til at putte lithium-batterier i alle vores golfbiler. Sådan et batteri holder i otte år, hvor de gamle skulle skiftes hvert år, og så røg de ellers på lossepladsen.

Og så har man etableret fire bikolonier på banen.

Op til SMBC Singapore Open på Asian Tour, som blev spillet lige før vores besøg på Sentosa, lod man fire asiatiske spillere spille et hul iført biavlerdragt for at gøre opmærksom på klubbens klimabestræbelser.

Selv iført almindeligt golftøj er Sentosa dog rigelig svær. Vi forsøgte også at tackle banen, det kan du læse mere om i Dansk Golf senere i år.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:23,929
  • Unique Visitor:7,678
  • Registered Users:153,242
  • Unregistered Users:30,782
  • Blocked Users:12,332
  • Published Nodes:14,361
  • Unpublished Nodes:245
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.228.220.31
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:3,551
    • This week:23,934
    • This month:23,934
    • This year:23,934

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk