Flot start på Royal Trophy | Golf.dk
Solen kom frem lørdag formiddag og skabte en flot kulisse om Royal Trophy på Eremitagen.

Foto: Ina Agerbæk

Flot start på Royal Trophy

10/10 - 2020 | Jesper Frigast Larsen

I gamle dage var Copenhagen Cup på Københavns Golfklubs bane på Eremitagen den største årlige begivenhed i dansk golf. I årene efter 2. verdenskrig og frem til starten af 1970'erne deltog mange af verdens bedste spillere i den professionelle række, og de bedste amatører fra hele Norden dystede i amatørernes række, der fortsatte frem til slutningen af 1980'erne, hvor turneringsstrukturen for elitespillerne ændrede sig for både professionelle og amatører.

Siden har den traditionsrige bane i Dyrehaven været rammen for både DM'er og to turneringer på den europæiske senior tour, og i de senere år har Københavns Golfklub markeret sig som vært for elitespillernes danske sæsonafslutning med turneringen Royal Trophy, der afvikles som 54 hullers slagspil over to dage, lørdag og søndag den 10.-11. oktober.

I årets turnering er der blevet plads til 42 herrer og 12 damer, der i dag lørdag spiller 36 huller. Kun de bedste 21 herrer og 6 damer klarer cuttet og går videre til den afsluttende runde i morgen søndag. Lysforholdene i oktober gør, at der ikke er plads til flere spillere, når der skal spilles 36 huller om lørdagen, og det betød, at mange spillere, der ønskede at deltage i kampen om trofæet og præmiesummen på 16.500 kr., ikke kom med.

Til gengæld er der tale om et meget stærkt deltagerfelt, hvoraf hele 33 spillere, heriblandt 5 damer, har plushandicap. Der deltager flere proer, bl.a. den forsvarende mester, hjemmebanefavoritten Morten Toft Hansen fra København, Jonathan Gøth-Rasmussen fra Søllerød og Fie Kjærgaard Olsen fra Hillerød, men spilleren med det laveste handicap er den svenske topamatør David Lundgren fra Kristianstad med hcp. +4,7. På damesiden er der udover professionelle Fie bl.a. deltagelse af en række spillere fra DGU's pigelandsholdstrup.

På en efterårsdag i Dyrehaven, der startede med regnvejr, men hvor solen senere kom frem, er det efter 1. runde den professionelle Jonas Lykke Petersen fra Hillerød, der har lagt sig i spidsen sammen med William Gøth-Rasmussen fra Helsingør, lillebror til den nævnte Jonathan og søn af den tidligere tour-pro Jacob Rasmussen. De gik begge runden i 67 slag, 4 under par, og de er tre slag foran Christian Gregersen, Odense Eventyr, og Marcus Garfield Hansen fra Fredensborg, der er søn af en anden tidligere tour-pro, Anders Hansen.

Hos damerne har Olivia Grønborg, Helsingør, og Emma Bunch, Mølleåen, lagt sig spidsen efter 1. runde med en runde på 72 slag, en over par. Spillet fortsætter med anden runde lørdag eftermiddag og finalerunde søndag formiddag fra kl. 8.30.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,178,200
  • Unique Visitor:105,165
  • Registered Users:159,647
  • Unregistered Users:31,237
  • Blocked Users:12,381
  • Published Nodes:15,262
  • Unpublished Nodes:285
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:54.236.35.159
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:12,420
    • This week:102,247
    • This month:393,885
    • This year:1,178,430

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk