Flot finale af Kjeldsen | Golf.dk
Søren Kjeldsen sluttede som bedste dansker fire slag foran Thorbjørn Olesen.

Foto: Getty Images

Flot finale af Kjeldsen

23/07 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Søren Kjeldsen var få centimeter fra at lave hole-in-one på 12. hul i finalerunden ved The Open Championship på Royal Birkdale. Et næsten perfekt 7-jern fra 155 meter gjorde den 42-årige dansker i stand til at prikke bolden i for birdie, og det blev ikke dagens eneste.

Efter en bogey på hul tre begyndte Kjeldsen at arbejde sig fremad i stillingen med birdies på hul syv og ni. Der kom en bogey på hul 13, men dagens fjerde birdie på hul 15 sikrede en runde i 68 slag, -2.

Efter tre runder over par var det en nydelig afslutning på den 146. udgave af The Open. Samlet sluttede han to slag over par, og klokken 15.00 står han til vinde 11 placeringer og slutte på 41. pladsen. Det resultat kunne sagtens have været bedre, for over de 72 huller har Kjeldsen været god i det lange spil.

- Spillemæssigt synes jeg det har været godt. Jeg har scoret for dårligt og holet for få putts, og så har jeg været for dårlig til at komme op-og-i de får gange, hvor jeg skulle chippe, sagde Kjeldsen til Viasat Golf.

Thorbjørn Olesen startede finalerunden +6 i den tunge ende af stillingen, og han satte yderligere to slag til, inden en stærk afslutning med birdies på to af de tre sidste huller. Det gav en runde i par, og den 27-årige ligger dermed til at slutte på 64. pladsen ud af de 77 finalister.

Førerbolden tager hul på de afgørende 18 huller klokken 15.30, og det bliver på en bane, der for anden dag i træk er til at gå lavt på. Det beviste Aaron Baddeley med sin runde med otte birdies i 64 slag.

Zander Schauffele var en anden til at tage et stort ryk op gennem stillingen med en 65'er, som talte tre bogeys, seks birdies og en eagle.

Der er altså slag at hente, så Jordan Spieth, som i -11 har et forspring på tre slag, kan ikke føle sig sikker på, at par er nok til at vinde the Claret Jug og blive kåret Champion Golfer of the Year.

Link til stillingen. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer