Flere tæsk end skulderklap | Golf.dk
Rasmus Hjelm kan håbe på, at Q-School giver en god afslutning på en hård sæson

Foto: Getty Images

Flere tæsk end skulderklap

08/10 - 2018 | Martin Rahbech

Det er ingen rookie, der stiller op på Q-School til europeantour i næste sæson.

33-årge Rasmus Hjelm har en stærk karriere både som amatør og professionel og har prøvet lidt af det hele, så ingen sløj sæson skal tvinge ham til et stop.

- Det har været en utrolig hård og skuffende sæson. Jeg har fået flere tæsk end skulderklap. Men i de sidste to turneringer har jeg klaret cuttet, og jeg har været i top 10 efter fredagens runde, så der er nogle ting, der ser godt ud. Jeg har alderen og erfaringen til at præstere godt på Q-School. Jeg har aldrig stillet op uden at komme videre til second stage, så det forventer jeg at gøre igen, siger Rasmus Hjelm til Golf.dk

Han ligger på 202. pladsen på ranglisten, så der er brug for succes på Q-School. Men Rasmus Hjelm tager sin overvejelser om sin golffremtid privat. 

- I golfsporten snakker man rigtig meget om det der møgord proces. Jeg synes, jeg er et godt sted, og selv om det er hårdt at tænke rigtig meget over resultaterne holder jeg fast i, at jeg ikke er blevet dårligere mentalt, og jeg er ikke blevet en dårligere spiller på det seneste år. Men som året udviklede sig begyndte jeg at spille mere nervøst og knap så frit, og det har ikke hjulpet mig, siger Rasmus Hjelm.  

I sin sløje sæson blev det til to mindre opture i de to seneste turnering, hvor han klarede cuttet i sikker stil med slutplaceringer som nummer 27 og 38.

Danmark er oppe på otte spillere, der har klaret sig videre på Q-School til europatouren.

I sidste uge spillede Oliver Suhr sig videre på Bogogno Golf Resort i Italien med en delt tredjeplads. 

Tidligere er Victor Østerby og Mikkel Hjorth kommet videre fra Golfclub Schloss Ebreichsdorf i Østrig.
Frederik Dreier, Nicolai Kristensen, Mathias Gladbjerg, Nicolai Tinning og Niklas Nørgaard Møller spillede sig videre fra G&CC Fleesensee i Tyskland.

I denne uge spiller Rasmus Hjelm og Patrick Winther på franske Golf d’Hardelot, og de begynder tirsdag og slutter fredag.

Link til startlisten

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer