Fire deler førstepladsen på Augusta | Golf.dk
Charlie Hoffman havde en frustrerende runde i 75 slag. Men efter sin forrygende 65'er torsdag er han stadigvæk på en delt førsteplads og skal ud i førerbold lørdag.

Foto: Getty Images

Fire deler førstepladsen på Augusta

08/04 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Den unge karismatiske mediedarling. Vidunderbarnet fra Spanien, som nogle mener ikke har indfriet sit talent. Den upåagtede veteran. Stjernefrøet som vandt i Himmerland.

Fire vidt forskellige spillere deler førstepladsen ved Masters. De har dog alle det til fælles, at de aldrig har vundet en major.

De erfarne Charley Hoffman og Sergio Garcia skal ud i førerbold lørdag. Lige foran dem kommer de to unge spillere Rickie Fowler og Thomas Pieters til at gå.

Alle fire er fire under par og deler dermed førstepladsen ved årets første major. Ved Masters er det normen, at der drama i finalerunden, og alt tyder da også på et intenst opgør i weekenden på Augusta National.

Danskere kan glæde sig over, at Søren Kjeldsen kun er fem slag fra føringen.

Nostalgikere kan glæde sig over, at veteraner som Phil Mickelson og Fred Couples holder sig til og selv med gamle øjne kan ane de førende spillere.

58-årige Fred Couples fik det halve af Georgia til at vibrere, da han var centimeter fra at hole sit andetslag på 18. hul. Glemt var for en stund hans kroniske rygsmerter og hans bogeys på 16. og 17. hul.

Glemt er til gengæld ikke Danny Willetts shank på første hul. Willett skal nu finde ud af, hvad han vil bruge weekenden til, indtil han søndag aften skal hænge den grønne jakke på en ny vinder. Han kommer ikke til at spille mere efter det værste titelforsvar i 13 år.

Og så er der Jordan Spieth. Manden med den fantastiske Masters-statistik (to andenpladser og en sejr i tre deltagelser) men også flere traumer.

Han gik såmænd en yderst stabil runde i 69 slag og er dermed tilbage, hvor alle mener, han hører til - nemlig i top-ti.

Andre favoritter som Rory McIlroy, Jon Rahm og Justin Rose er også meget tæt på føringen. Rory McIlroy ligger side om side med Søren Kjeldsen og er formentlig kun over par, fordi han var uheldig med sit andetslag på 18. hul. Det ramte flaget og trillede 20 meter væk fra hullet.

Alt tyder altså på en seværdig weekend, som kan følges på TV3 Sport 1.
Se hele stillingen her og hold dig til på Golf.dk. Vi følger Masters hele vejen til sidste slag.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer