Fire danskere står i skyggen af Fleetwood | Golf.dk
Tommy Fleetwood fører Race to Dubai og kan komme et stort skridt nærmere samlet sejr denne uge.

Foto: Getty Images

Fire danskere står i skyggen af Fleetwood

08/11 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Ved afslutningen af sæsonen 2011 rykkede Tommy Fleetwood op på europatouren efter at have vundet pengelisten på challengetouren. Seks år senere er den langhårede englænder i postion til at vinde Race to Dubai, men efter i ugevis at have ført komfortabelt med en million euro er forspringet pludselig skrumpet markant. 

Spanierne Sergio Garcia og Jon Rahm lignede de farligste udfordrere til bonusmillionerne, men det var indtil Justin Rose skrabede næsten 2,4 millioner euro sammen med sejrene i HSBC Champions og Turkish Airlines Open. Dermed er den 26-åriges forspring kun på 134.838 euro ned til sin 11 år ældre landsmand inden de to afgørende turneringer.

Fleetwood kan dog komme tæt på at snøre sækken allerede denne uge, da Rose ikke stiller op i Nedbank Golf Challenge, hvor førstepræmien er på hele 1.069.290 euro.

Den spiller fire danskere med om. Den tidligere vinder Thomas Bjørn er med på en invitation, og derfor kan han ikke kvalificere sig til næste uges DP World Tour Championship, selv hvis han skulle gentage bedriften fra for fire år siden på Gary Player Country Club.

Til gengæld er hans tre landsmænd på vej mod finalen i Dubai. 60 mand kvalificerer sig, og Thorbjørn Olesen, Søren Kjeldsen og Lucas Bjerregaard ligger henholdsvis nummer 22, 48 og 52 inden starten går torsdag.

Især Bjørn er kommet i en spændende bold med sin Ryder Cup-makker fra 2014, Martin Kaymer, og Tyrrell Hatton. Hatton vandt både i Skotland og ugen efter i Italien, og han ligner en sikker mand på sin danske spillemakkers Ryder Cup-hold i Paris om 11 måneder. De tre lægger fra land klokken 09.29 dansk tid torsdag.

En halv time senere går Fleetwood på banen i bold med Rafa Cabrera Bello og den forsvarende mester og højest rangerede spiller i feltet, Alex Norén.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer