Finsk storsejr i Østrig | Golf.dk
Det tog sin tid, men da Mikko Korhonen endelig vandt på europatouren, gjorde han det med stil.

Foto: Getty Images

Finsk storsejr i Østrig

10/06 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

37-årige Mikko Korhonen gik ind til Shot Clock Masters efter at have spillet seks og en halv sæson på europatouren, 145 turneringer, uden sejr. Det blev der ændret på i løbet af 72 huller på Diamond Country Club.

Finnen stak af fra feltet lørdag, og ingen var i stand til at hale ham ind igen i løbet af søndagens 18 huller. Korhonen havde fem slags forspring ved dagens start, og med en afsluttende 69'er sluttede han 16 slag under par og seks slag foran skotten Connor Syme på andenpladsen.

- Det føles fantastisk, smukt. Det har taget sin tid, så det føles godt. Jeg troede, at jeg måske ikke ville komme i denne situation. Jeg har været med fremme nogle gange tidligere uden at lykkedes med at vinde, men nu er jeg bare så glad og lettet.

- Det er ikke let at vinde, specielt ikke når det er første gang, så jeg er virkelig glad for at have klaret det. Jeg kan ikke beskrive det med ord, det er så godt, sagde vinderen til europatouren.

Sejren kom i det nye format med tidstagning under alle slag. Det var ikke noget, som kunne påvirke finnen, men fire gange i løbet af turneringen overskred andre spillere tidsgrænsen på 40 eller 50 sekunder og blev idømt et slags straf.

Flere af de danske spillere trivedes også under uret i formatet, der gennemsnitligt kappede en halv time per runde i forhold til turneringen på samme bane for et år siden.

Jeppe Huldahl var med helt i toppen fra weekendens start, men i sidste ende var det Joachim B. Hansen, som blev bedst placeret af de fem danske deltagere.

Hansen sluttede med en bogeyfri 68'er, og med den rykkede han frem til en delt 12. plads. I denne sæson har nummer to på Road to Ras Al Khaimah spillet med i fire turneringer på europatouren. I dem er han ikke sluttet værre end nummer 15.

Hansen er godt på vej tilbage mod Europas højeste niveau på fuld tid, og årets resultater viser, han er mere end klar til at spille mod de bedste fra uge til uge.

Jeppe Huldahl var på en delt tredjeplads ved dagens start,  men efter de første ni huller i par var han allerede raslet ned gennem stillingen. Det blev værre, da han satte fem slag til i løbet af fire huller fra starten af bagni. 

Den 35-årige kastede ikke håndklædet i ringem, og han reddede en 19. plads hjem med fire birdies i løbet af den sidste håndfuld huller.

Det blev til en 23. plads for Søren Kjeldsen efter en finalerunde i par. Jeff Winther blev nummer 30, mens Anders Hansen sluttede på 43. pladsen.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer