Finne på sidstepladsen har kurs mod samlet sejr | Golf.dk
Tapio Pulkkanen er godt på vej mod den salede sejr på challengetouren 2017.

Foto: Getty Images

Finne på sidstepladsen har kurs mod samlet sejr

02/11 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Tapio Pulkkanen har tjent 177.000 euro i 2017 og fører challengetourens pengeliste. NBO Golf Classic Grand Final runder sæsonen af, og en fremragende sæson ser ud til at få en lidt kedelig afslutning. I hvert fald ligger finnen sidst af de tilbageværende deltagere.

Lige foran sig har han Morten Ørum Madsen, som for anden dag i træk brugte 76 slag og indtager 43. pladsen.

Pulkkanens skuffende udlæg ser dog ikke ud til at få konsekvenser for hans førsteplads på Road to Oman. Nummer to, Julien Guerrier, har brug for at slutte alene på andenpladsen får at have den mindste chance for at vinde challengetouren samlet - en bedrift spillere som Thomas Bjørn, Henrik Stenson og Tommy Fleetwood tidligere har præsteret – og halvvejs gennem turneringen på Al Mouj Golf er franskmanden blot nummer 26 i -1.

Mens kampen om den samlede sejr på challengetouren 2017 ser ud til at være afgjort, er der mere spænding om ugens turnering. Med en birdie på hul 18 lagde Estanislao Goya sig alene på førstepladsen i -11. Goya vandt turneringen for ni år siden, men det var inden Oman fik værtskabet.

Som nummer 23 på pengelisten ligger han godt positioneret til at kunne springe frem i top-15 og få en plads på europatouren.

Nærmeste forfølger er en anden finne i form af Oliver Lindell. Turneringens laveste runde i 65 slag bragte ham frem til -10.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer