Finne-Ipsen slår verdens nummer 24 | Golf.dk
Cecilie Finne-Ipsen vandt DM i hulspil 2019, og nu har hun chancer for at sikre sig en endnu større titel.

Foto: Rasmus Baaner

Finne-Ipsen slår verdens nummer 24

07/08 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

På LPGA Touren fører Danielle Kang og Lydia Ko efter første runde af Marathon LPGA Classic. De to har mere til fælles end det. For et årti siden vandt Kang US Women's Amateur. Hun forsvarede titlen i 2011, inden Ko tog over og sejrede i den yderst betydningsfulde amatørturnering i 2012.

Nu er det en ny generations tur til at kæmpe om US Women's Am, og Cecilie Finne-Ipsen er en af dem, som stadig har mulighed for at skrive sig ind i mesterskabets rige historie. 

Der spilles på Woodmont Country Club i Maryland, og der kom Finne-Ipsen op imod nummer 24 på amatørernes verdensrangliste i første runde af hulspillet. 

Danskeren kom bagud til Allisen Corpuz allerede på første hul, og efter tre var amerikaneren 2up. Finne-Ipsen kæmpede sig tilbage til All Square efter ni huller, men på 10. var det igen Corpuz, som tog teten.

Derfra lavede landsholdsspilleren fra Hjortespring pars hele vejen ind, og det var nok til først at bringe balance i stillingen på 14. hul og to huller senere til at bringe sig foran. Forspringet holdt til 18. hul, så Finne-Ipsens sejr kom til at lyde på 1 hul.

Hun er nu blandt de sidste 32 spillere, som kort efter solopgang på den amerikanske østkyst tager hul på 1/16-finalerne.

Der skal Finne-Ipsen i direkte duel mod amerikanske Rachel Heck, nummer 71 - tidligere nummer 10 - på WAGR. Heck har en del erfaring med golfens helt store mesterskaber. Hun har spillet og klaret cuttet i både US Women's Open og Evian Championship.

De to går på første tee klokken 13.00 dansk tid, og klarer Finne-Ipsen sig videre til ottendedelsfinalerne, skal hun i aktion en gang mere fredag.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk