Finalen i DGU Elite Tour bød på spænding. sikre sejre - og en albatros | Golf.dk
Danmarksmesteren i slagspil Hamish Brown tog sig også af finalen i DGU Elite Tour i Sorø.

Foto: Brian Rasmussen

Finalen i DGU Elite Tour bød på spænding. sikre sejre - og en albatros

27/09 - 2020 | Henrik Søe

Det vrimlede med unge talentfulde golfspillere, og det regnede med birdies i Sorø Golfklub i weekenden, da finalen i DGU Elite Tour blev afgjort i fire rækker. 

Hos herrerne udviklede kampen om sejren sig til et tæt opgør mellem de tre landsholdsspillere Hamish Brown fra Aalborg, Jens Kristian Thysted fra Smørum og Søllerøds Jamie Tofte Nielsen. 

Årets danmarksmester i slagspil Hamish Brown så ud til at være i kontrol og havde med to huller igen af søndagens runde kurs mod en ny banerekord, som lød på 66 slag (-5).  

Brown var på det tidspunkt - takket være en eagle og seks birdies (og to bogeys) - seks under par og gik ind til de sidste to huller med et forspring på to slag til Jens Kristian Thysted. Brown måtte dog - ligesom Thysted - indkassere en bogey på 17., og på 18. missede Aalborg-spilleren et parputt på en halv meter for en tangering af banerekorden. 

Mens banerekorden røg sig en tur, lykkedes det dog for Hamish Brown at holde fast i sejren med en samlet score i -9 - ét slag foran Thysted og to slag foran til Tofte Nielsen, der delte tredjepladsen med Jacob Worm Agerschou fra Stensballegaard. 

Dagens slag i Sorø kom fra Marcus Garfield Hansen, som på femte hul præsterede at lave en sjælden albatros. Fredensborg-spilleren, der er søn af den tidligere europatour-stjerne Anders Hansen, var tre under par søndag og sluttede på en delt femteplads.  

I pigernes række var spændingen også intakt efter lørdagens første runde, hvor syv spillere lå inden for tre slag. Olivia Grønborg fra Helsingør Golf Club havde taget teten med en runde i 71 slag (par), som indeholdt fem birdies og en eagle. 

Søndag fulgte hun op med en runde i 74 (+3), og det rakte til en solid sejr med tre slag ned til nærmeste forfølger, Anna Hjerrild Behnsen fra Stensballegaard Golf. Tredjepladsen blev delt i +9 mellem værtsklubbens Ditte Marie Petersen og Cecilie Eggersen fra Hedensted. 

Hos damerne var der til gengæld ikke den helt store tvivl om, at vinderen skulle hedde Natacha Høst. Landsholdsspilleren lagde grunden til sin overbevisende sejr lørdag, hvor hun med en 68’er (-3) skabte sig et hul på hele syv slag ned til landsholdskollegaen Smilla Tanning Sønderby. 

Sønderby leverede dagens bedste score søndag med en 71’er (+1), og nåede at lægge lidt pres på undervejs, da hun var tre under par efter de første ni huller. Men det rakte ikke til at hente Høst Husted, som med en afsluttende runde i 72 (+2) til slut vandt med en solid margin. 

I drengerækken havde Ikast Tullamores Adam Søndergaard Petersen lagt fornemt fra land med en bogeyfri 66’er (-5), og han gik ind til søndagens finale med to slag ned til Mads Laage fra Smørum. 

Adam Søndergaard Petersens finalerunde blev dog en anelse mere broget, men fire bogeys i træk på for-ni og en triplebogey på 17. hul blev opvejet af fem birdies for en runde i 73 slag (+2). Og det var nok til at holde forspringet på to slag. Landsholdskollegaen Christian Gregersen fra Odense Eventyr tog sig af andenpladsen, mens August Svendsen fra Asserbo blev treer. 

Link til resultate

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,177,424
  • Unique Visitor:105,125
  • Registered Users:159,647
  • Unregistered Users:31,237
  • Blocked Users:12,381
  • Published Nodes:15,262
  • Unpublished Nodes:285
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:54.236.35.159
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,644
    • This week:101,471
    • This month:393,109
    • This year:1,177,654

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk