Finalen før finalen på challengetouren | Golf.dk
Martin Leth Simonsen har to uger til at spille sig fra 36. pladsen til top-15 på Road to Mallorca.

Foto: Getty Images

Finalen før finalen på challengetouren

23/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

500.000 dollars og dertilhørende point. Det er puljen denne uge i Foshan Open; mere end dobbelt så meget som i en standardturnering på challengetouren. Det giver mulighed for at tage store spring fremad, men det betyder også, at der er risiko for at tabe mange placeringer.

Stillingen på Road to Mallorca – sæsonranglisten – er ekstra vigtig nu, for Foshan Open er den sidste regulære turnering på årets challengetour. Når afgørelsen er faldet søndag, kan de 45 bedste i det samlede regnskab for året holde en uges fri og derefter tage mod den spanske ferieø.

Det har store konsekvenser, om spillerne kvalificerer sig eller ej. Kampen om de 15 europatourkort er naturligvis i højsædet, men resten af deltagerne ved Challenge Tour Grand Final, som ikke spiller sig direkte på europatouren, kan træde ind på Q-School ved Final Stage. Nummer 46 og derunder efter denne uge må gennem Second Stage på vejen mod Europas bedste liga.

Fire danskere er til start på Foshan Golf Club, og for Mark Haastrup er det helt afgørende, at han tjener penge og point, hvis han skal gøre sig håb om at nå finalen. Som nummer 48 er han cirka 3.000 point fra Laurie Canter på 45. pladsen.

På 40. pladsen har Benjamin Poke også brug for at klare sit første cut siden midten af september for at vide sig sikker på finaledeltagelsen i november. Chancerne er dog ganske fornuftige for den 27-årige. Med sine 42.500 point har han omkring 7.500 ned til pengelistens nummer 46.

For Martin Leth Simonsen på 36. pladsen er det kun i den yderste teori, at han kan blive skubbet ud af top-45. Han kan derfor vende blikket den modsatte vej. Med sine 46.691 point er aalborgenseren cirka en tredjeplads denne uge fra top-15 på Road to Mallorca. 

Sådan nogle har han allerede to stykker af denne sæson, og det er også blevet til to andenpladser. Simonsen har dog langt fra ideelle forudsætninger for at levere noget stort i Kina. Inden sidste uges turnering flækkede slagfladen på hans driver, og erstatningen er han endnu ikke spor komfortabel med. 

Efter en fjerdeplads og en syvendeplads i sine to seneste turneringer er Rasmus Højgaard fremme som nummer 21 på listen, og der er ingen grund til at tro, at det 18-årige stortalents form skulle vende nu.  

Han er cirka 12.000 point fra top-15, og det hul skulle en top-5 placering gerne lukke, selv når der tages med i betragtning, at konkurrenterne sandsynligvis også kommer til at tjene penge og point.

Men hvorfor stoppe der? En tredjeplads vil med stor sandsynlighed række til at sikre en plads på europatouren allerede inden finalen på Mallorca. Andenpladsen vil være en garanti for oprykning.

Der venter altså de fire danskere en enormt spændende uge i Riget i Midten. Du kan følge stillingen her. 

Road to Mallorca

1. Francesco Laporta: 130.926,5 point

15. Oliver Farr: 74.370,7 point

21. Rasmus Højgaard: 62.486,5 point

36. Martin Leth Simonsen:46.690,8 point

40. Benjamin Poke: 42.503,6 point

45. Laurie Canter: 36.839,5 point

48. Mark Haastrup: 33.898,1 point

En sejr denne uge er cirka 65.000 point værd.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer