Finalebrag venter men Kjeldsen sat tilbage | Golf.dk
Søren Kjeldsen havde en ujævn runde lørdag på Jumeirah Golf Estates, og så stikker stjernerne af

Foto: Getty Images

Finalebrag venter men Kjeldsen sat tilbage

18/11 - 2017 | Martin Rahbech

Et elegant, præcist birdieputt åbnede tredje runde for Søren Kjeldsen.

Men det var ikke et forvarsel på et stærk runde. Søren Kjeldsen sluttede stærkt på 18. hul med et eagleputt og en sikker birdie. De mellemliggende 16 huller spillede han i par med tre bogeys og tre birdies deraf på både 14. og 15., og han er i samlet -9 på 16. pladsen.

Håbet var naturligvis, at Søren Kjeldsen kunne gå ind til søndagens finalerunde med en god mulighed for at være en del af topstriden, men han er sat tilbage i det spil.

- Helt ærligt så spillede jeg jo ikke ret godt i dag. Jeg fik gjort det nogenlunde respektabelt med min afslutning. Jeg havde en god birdie på første hul og så nogle dårlige huller. Jeg skulle minde mig selv om, at det er jo ikke fordi jeg ikke prøver, så jeg er nødt til at acceptere, hvad der kommer min vej, sagde Søren Kjeldsen til Viasat Golf efter runden.

Der blev scoret meget lavt på Jumeirah Golf Estates. Der er lagt op til en duel mellem Tommy Fleetwood og Justin Rose om at vinde Race to Dubai ligesom kampen om DP World Tour Championship er meget åben.

Justin Rose spillede sig lørdag i spidsen efter en strålende bogeyfri tredje runde i 65 slag til en total i -15.

Det var dog ikke dagens bedste score, for sydafrikanske Dylan Frittelli gik en 63’er og deler andenpladsen med Jon Rahm i -14.

Tommy Fleetwood havde en meget todelt runde. Han var i +1 efter syv huller, men imponerede stort med otte birdies på sine sidste 11 huller, og han er i -13 på en delt fjerdeplads.

Thorbjørn Olesen trodsede en dobbeltbogey og bogey og spillede en runde i -3 med seks birdies. Det placerer ham på 33. pladsen i -5.

Lucas Bjerregaard spillede lørdag sin klart bedste runde i turneringen, da han fulgte sine indledende runder i 75 og 74 slag op med en 68’er (-4). Samlet er han i +1 på 56. pladsen.

Link til stillingen
 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer