Fin finalerunde gør Lucas til årets dansker i majors | Golf.dk
Lucas Bjerregaard sluttede på en flot 16. plads i The Open.

Foto: Getty Images

Fin finalerunde gør Lucas til årets dansker i majors

21/07 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Nogle timer efter denne artikel blev skrevet, var Lucas Bjerregaard rykket frem til sin endelige placering som delt nr. 16. Dermed tangerer han sit resultat fra PGA Championship i maj. Dermed tangerer Lucas Bjerregaard sit bedste resultat i en major nogensinde.

Danmarks to bedste spillere gav antydningen af noget rigtig stort i forgårs. Det håb blev slukket på en skuffende lørdag.

Søndag blev imidlertid bedre. Især for Lucas Bjerregaard, der med en runde i 70 slag er rykket frem i feltet. I skrivende stund er han delt nr. 27, hvilket er ni placeringer bedre end før dagens spil begyndte.

- Jeg spiller egentlig meget fornuftigt i dag og får ryddet godt op, når jeg kommer i problemer. Men generelt putter jeg bare ikke godt nok her i weekenden. Så alt i alt lidt blandet, lød opsummeringen fra Lucas Bjerregaard til Viasat Golf.

Der er masser af spil, der mangler at blive afviklet på Royal Portrush, men Lucas Bjerregaard har stadig en chance for at rykke ind i top-25 - især hvis den hårde blæst sætter ind over den irsk-atlantiske kyst.

Lucas Bjerregaard har allerede to tidligere top-25 placeringer i majors i år, nemlig en 21. plads ved Masters og en 16. plads ved PGA Championship.

I og med Thorbjørn Olesen ligger nummer 59 efter en runde i par, så står det klart, at Lucas Bjerregaard har været klart bedste dansker i årets fire majors. Alle fire har været med deltagelse af netop Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard, og året er altså gået uden de helt mindeværdige danske majorpræstationer.

Danmark har ikke haft en spiller i top-10 ved en major siden Søren Kjeldsen blev nummer 7 ved Masters i 2016.

Dermed er der heller ingen danskere, der allerede i år har spillet sig ind i nogen af næste års majors, og dermed skal der præsteres over de næste otte måneder for at få danskere med i 2020-majors.

Såvel Lucas Bjerregaard som Thorbjørn Olesen er dog tæt på verdensranglistens top-50 (hhv nr. 51 og 63), og kan de rykke ind i top-50 og blive der, giver det adgang til alle majors.

 

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer