Fem måneders pause intet problem for Nicole | Golf.dk
Nicole Broch Larsen ligger nummer 91 på LPGA Tourens Race to CME Globe.

Foto: Getty Images

Fem måneders pause intet problem for Nicole

13/08 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Ladies European Tour genstarter sæsonen i denne uge med Aberdeen Standard Investments Ladies Scottish Open. LPGA genoptig spillet for to uger siden i Ohio, men hverken Nanna Koerstz Madsen eller Nicole Broch Larsen rejste til USA. Derfor er de ikke blandt spillerne, som har haft tid til at akklimatisere sig til tællende golf efter fem måneders pause. 

Turneringen på The Renaissance Club i North Berwick er arrangeret i fællesskab mellem de to tours, og øverst på leaderboardet efter sin første runde finder man Broch Larsen. 

Spillet blev forsinket fra morgenstunden, og da den 27-årige dansker endelig kom på banen, blev to indledende pars efterfulgt af en bogey. Det tog ikke Broch Larsen lang tid at svare igen, og efter ni huller var hun to under par.

En bogey og tre birdies blev også afkastet af bag-ni for verdens nummer 69. Særligt afslutningen var imponerende. En birdie på 17. hul blev efterfulgt af endnu en på 18., da andetslaget blev dirigeret ind til en fod fra hullet.

Klokken 15.40 dansk tid rækker scoren i -4 til en delt førsteplads. Koerstz Madsen og Emily Pedersen er på banen her til eftermiddag.

Link til stillingen i Skotland

Når snakken falder på imponerende afslutninger har Højgaard noget at skulle have sagt. Mens Rasmus tager sig en velfortjent friuge, er Nicolai med i Celtic Classic i Wales, og på Celtic Manor Resorts Ryder Cup-bane sluttede den 19-årige tidligere europamester birdie-eagle for en runde i -1.

Det kommer til at give en placering et godt stykke inden for cutgrænsen, når dagen er omme, men Højgaard er ikke bedste dansker i det walisiske.

Fra morgenstunden offentliggjorde europatouren, at Alex Levy var blevet sendt i karantæne. Franskmanden havde været i kontakt med en ven, som senere testede positiv for coronavirus, og selvom Levy selv afleverede en negativ prøve, foreskriver protokollerne, at han ikke kan deltage på 2010 Course.

Ærgerligt for Levy, og ganske heldigt for Martin Leth SImonsen. Aalborgenseren var taget til Wales uden en plads i feltet, og han var fortsat ikke på startlisten, indtil Levy blev dømt ude.

Chancen blev grebet med begge hænder, og efter 14 pars producerede Leth SImonsen birdies på tre af de sidste fire huller. 15.40 rækker scoren i -3 til en plads i top-10.

Der er mange flere danskere med i Celtic Classic. Se stillingen her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:690,353
  • Unique Visitor:78,712
  • Registered Users:157,262
  • Unregistered Users:31,184
  • Blocked Users:12,354
  • Published Nodes:14,959
  • Unpublished Nodes:254
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.237.71.23
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:12,179
    • This week:145,937
    • This month:479,722
    • This year:690,503

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk