Feltets korteste mand giver konkurrenterne baghjul | Golf.dk
Steven Tiley er nummer 126 på challengetourens pengeliste og tre slag i front ved Le Vaudreuil Golf Challenge.

Foto: Getty Images

Feltets korteste mand giver konkurrenterne baghjul

13/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I forsøget på at skabe sig en succesfuld karriere har Steven Tiley odds imod sig. Den 36-årige englænder har været professionel siden 2007, og han har endnu ikke vundet nogen turnering af betydning. Han debuterede på challengetouren i 2009 og har hentet fire andenpladser i løbet af de seneste årti. I 2017 spillede han en enkelt fuld sæson på europatouren og blev hurtigt degraderet igen efter en 221. plads på Race to Dubai efter kun fem klarede cuts.

Tiley er født i en forkert tidsalder. Fart bliver mere og mere afgørende for at kunne klare sig, og englænderen har ingen. I sin ene sæson blandt Europas elite havde kun S.S.P. Chawrasia et kortere gennemsnitsdrive end Tileys 265,8 yards.

Hvis moderne golf er en skudduel, er Tiley manden med en lommekniv som eneste våben. I reglen vil han tabe – hvor farlig han så ellers er med et skarpt blad, men når omstændinghederne er helt rigtige, har han en chance for at gøre sig gældende.

Det synes at være tilfældet i Le Vaudreuil Golf Challenge, hvor Tiley tager et forspring på tre slag med sig til finalen efter runder i 64, 68 og 69 for en samlet score i -12.

- Jeg er begejstret og glæder mig til i morgen. Det var svært derude i dag. Det blæste ret kraftigt, og det var hårdt at være den førende spiller. Jeg holdt goldt sammen på det og kom ind-og-i, når jeg havde brug for det, så alt i alt er jeg ret glad, sagde Tiley til challengetouren. Hans nærmeste forfølgere er landsmanden Dave Coupland og hollænderen Darius Van Driel.

Efter to runder i 60'erne faldt Marcus Helligkilde bagud lørdag. Han startede dagen på sjettepladsen, men efter 73 slag dumpede han ned til nummer 18 i -4. Han har stadig gode muligheder for at hente sæsones bedste resultat på challengetouren. Indtil videre er det blevet til en 17. plads, en 57. plads og missede cuts i de seneste seks turneringer.

Helligkilde gik ind til weekenden syv slag foran den anden danske finalist, Benjamin Poke, men inden de afgørende 18 huller er der kun tre slag mellem de to. Poke startede dagen på Golf PGA France du Vaudreuil med en doublebogey, men med fire birdies på bag-ni sikrede han en runde i 69 slag og et spring på 19 placeringer til 31. pladsen i -1.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer