Feltets højeste score kan være nok til at give Justin Thomas sejren | Golf.dk
Justin Thomas vandt FedEx Cup i 2017, og han er i position til at gentage triumfen søndag.

Foto: Getty Images

Feltets højeste score kan være nok til at give Justin Thomas sejren

20/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Sejren i BMW Championship gav Justin Thomas 1.665.000 dollars, men en potentielt langt mere værdifuld præmie fulgte med.

Tidligere var der to førstepræmier på spil i Tour Championship: En for turneringen, og en for den samlede FedEx Cup. De smelter nu sammen efter introduktionen af slutspillets nyeste format.

I stedet for at lade pointlisten afgøre positionen på vej ind til finalen på East Lake i Atlanta, så er stillingen efter de to første slutspilsturneringer blevet konverteret til en slagspilsscore.

Thomas rykkede helt til tops i stillingen med sin sejr søndag, og det betyder, at han starter Tour Championship 10 slag under par. Med sin andenplads rykkede Patrick Cantlay også frem til andenpladsen i FedEx Cuppen, og det giver ham en startscore i -8, et slag foran Brooks Koepka på tredjepladsen.

I årets majors vandt Brooks Koepka en og hentede to andenpladser samt en fjerdeplads. Han har vundet tre gange i sæsonen. Da de to første slutspilsturneringer er ekstra tungtvejende i det samlede regnskab, og Koepka blot blev nummer 30 i The Northern Trust og 24 i BMW Championship, er verdens nummer ét bag Thomas og Cantlay, som hver kun har vundet én turnering i 2018-2019.

Her er et overblik over scores inden de 72 hullers slagspil går i gang.

-10: Justin Thomas
-8: Patrick Cantlay
-7: Brooks Koepka
-6: Patrick Reed
-5: Rory McIlroy
-4: Jon Rahm, Matt Kuchar, Xander Chauffele, Webb Simpson, Abraham Ancer
-3: Gary Woodland, Tony Finau, Adam Scott, Dustin Johnson, Hideki Matsuyama
-2: Paul Casey, Justin Rose, Brandt Snedeker, Rickie Fowler, Kevin Kisner
-1: Marc Leishman, Tommy Fleetwood, Corey Conners, Sungjae Im, Chez Reavie
Par: Bryson DeChambeau, Louis Oosthuizen, Charles Howell III, Lucas Glover, Jason Kokrak 

Opbygningen betyder, at Thomas teoretisk set har mulighed for at vinde Tour Championship – og dermed FedEx Cup – selv hvis han bruger flest slag af alle de 30 deltagere.

Der er 15 millioner dollars til vinderen, en stigning på fem millioner i forhold til sidste år.

Torsdag sendes spillerne ud efter placering i FedEx Cup. Du kan se startlisten her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer