Februarregn lukker golfbaner på stribe | Golf.dk
Der er vand overalt. Her den nuværende udsigt over Storådalen i Holstebro Golfklub.

Foto: Dansk Golf Union

Februarregn lukker golfbaner på stribe

28/02 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Uanset om den lovede regn lørdag kommer eller ej, så er februar 2020 den vådeste nogensinde i Danmark.

Og det kan mærkes rundt omkring i Danmark. Nok er vejret mildt nok til, at man kan træne uden at fryse nallerne. Men hvad nytter det, hvis banen er lukket?

I Dansk Golf Union vurderer man, at et sted mellem 50 og 75 procent af de danske golfbaner er lukket for spil.

- Det er jo fordi, vejret er så ekstremt. Og typisk er det hele banen, der er lukket, måske med den undtagelse, at man kan komme på driving range. Ofte ser man jo bare, at en bane lukker de tre eller fire huller, der er våde, siger Torben Kastrup Petersen, der er banechef i Dansk Golf Union.

Den gode nyhed er, at de store vandmængder ikke behøver at påvirke banerne og golfspillere lige så meget, som når der har været ekstremt vådt i efterårsmånederne.

- Det behøver ikke at have de store langsigtede konsekvenser. Banerne kan se fine ud igen i løbet af en uge, når vi får bedre vejr, siger han.

Dog er der typiske gener for de mennesker, der plejer banerne.

- Nogle af de arbejdsopgaver, greenkeeperne typisk gerne vil lave nu, kan de ikke komme til at lave, fordi de ville gøre mere skade end gavn. For eksempel beskæring af træer. Der kan de ikke komme rundt med store maskiner i det her føre, fortæller Torben Kastrup Petersen.

Han har været i Jylland i denne uge og har besøgt flere klubber, der har lukket baner.

- Det er ikke bare de baner, der nemt bliver våde, der lukker. Jeg besøgte Lyngbygaard, og de har ellers det helt rigtige underlag, men også der har man lukket banen. Det siger lidt om, hvor ekstreme forholdene er, siger Torben Kastrup Petersen.

Det er dog langt fra kun Jylland, der oplever masselukning af baner. Også i resten af landet er der vand på greens, fariways og i bunkers.

Den hidtidige rekord for nedbør i februar er 109 millimeter. Den blev overgået allerede den 23. februar.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer