Favoritter snublede på førstedagen | Golf.dk
Verdens nummer 56, Bernd Wiesberger, slog nummer ét, Dustin Johnson.

Foto: Getty Images

Favoritter snublede på førstedagen

22/03 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Dustin Johnsons titelforsvar i WGC – Dell Technologies Match Play fik ikke den ønskede start. For et år siden var verdens nummer ét ikke bagud en eneste gang i løbet af ugen på Austin Country Club, men efter fem huller onsdag halsede han efter Bernd Wiesberger.

Johnson lavede nogle ukarakteristisk store fejl, blandt andet brugte han ni slag på par fem hullet 6. Runden bød også på to doublebogeys, og det udnyttede østrigeren til at hente et point med en sejr på 3&1.

- Jeg tænkte, det var den nemmeste match, jeg kunne have. Jeg var undertippet i kamp mod den forsvarende mester, så det var bare at gå ud og se, hvad der ville ske.

- Ingen af os havde en god dag. Jeg tror, vi lavede tre birdies mellem os, hvilket ikke er ret meget herude. Han forærede et par huller, jeg gav et par stykker tilbage. Til syvende og sidst er jeg glad for, at jeg fik sejren, sagde Wiesberger.

For Johnson er turneringen ikke slut endnu. Trods nederlaget har han stadig en chance for at vinde sin pulje, men det kommer til at kræve bedre spil torsdag og fredag samtidig med, at Wiesberger skal sætte point til.

Samme situation er Rory McIlroy i. Søndag aften fejrede han en 64'er og sejren i Arnold Palmer invitational, men allerede efter to huller onsdag var han bagud til Peter Uihlein. 

Amerikaneren nåede 5up, før der kom liv i sidste uges vinder. Tre sene birdies i træk pyntede på resultatet, men det blev stadig til nederlag til nordireren på 2&1.

Ian Poulter annoncerede inden turneringen, at Odyssey putteren fra Ryder Cup - den på Medinah – var tilbage i bag'en. Hvad den nogensinde lavede ude af startopstillingen kan man undre sig over, for efter de fem birdies i stræk, der tændte den europæiske gnist og førte til et af historiens mest mindeværdige comebacks, burde netop den putter have særstatus.

Ligesom Europa i 2012 har Poulter ryggen mod muren. Englænderen er nummer 64 i verden og har brug for at rykke i top-50 for at få adgang til The Masters om to uger. Første skridt blev taget onsdag, med en sejr på 3&2 over landsmanden Tommy Fleetwood. 

- Jeg prøver noget simpelt ved at tage en gammel putter med mig, som jeg ved har en god historie. Jeg ved, at jeg tidligere har holet fantastiske putts med den. Forhåbentlig kan jeg få gang i den, rulle et par putts mere og have en solid uge her.

- Jeg spiller noget af mit livs bedste golf. Det viser statistikkerne. Jeg driver bolden godt, slår lige, er lidt længere end tidligere. Jeg rammer mange greens, så jeg føler, jeg er meget tæt på noget godt. Det er derfor, jeg gerne vil med til Masters. Det kommer an på tryllestaven. Hvis jeg kan få varmet putteren op og spille godt de næste tre-fire-fem dage, så har jeg en chance for at kvalificere mig, sagde Poulter efter runden.

Link til resultaterne

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer