Far lavede hole-in-one. Så gjorde sønnen det samme - med en provisorisk bold | Golf.dk
Far og søn poserer efter at have lavet henholdsvis hole-in-one og en lidt speciel par på samme hul.

Foto: Privat

Far lavede hole-in-one. Så gjorde sønnen det samme - med en provisorisk bold

21/04 - 2020 | Henrik Søe

Der er golfslag, som helst skal glemmes i det øjeblik, de er slået. Og så er der de helt særlige magiske øjeblikke på golfbanen, som følger en resen af livet. 

Sådan en oplevelse havde de tre golfspillende medlemmer af familien Sørensen, da de forleden spillede hjemmebanen i Mariagerfjord Golfklub.  

Far Henning, mor Hanne, sønnen Klaus og hans kammerat Jimmy var nået til 2. hul - et par 3-hul på cirka 150 meter - da løjerne begyndte. 

Først slog sønnens ven Jimmy et ganske nydeligt slag, som ramte green. Så blev det sønnen Klaus’ tur. Og det gik ikke så godt.

- Han slog den ud, hvor vi vidste, vi ikke kunne finde bolden. Og så var det min tur til at slå. Vi kunne følge bolden hele vejen, og vi hoppede og dansede, da vi så den gå i hul. Det var vældig morsomt, siger Henning til Golf.dk. 

En hole-in-one er altid mindeværdig, men familiens dag på golfbanen fik alligevel et ekstra lag flødeskum, da sønnen Klaus slog sin provisoriske bold. 

- For minsandten om den ikke også røg i hul, fortæller Henning. 

- Vi hyggede os godt på resten af runden, men vi kunne dog ikke lade være med at ærgre os lidt over, at det var en provisorisk bold, for gad vide, hvor mange gange det er sket før, at far og søn har lavet hole-in-one på samme hul, siger Henning, som også er kasserer i Mariagerfjord Golfklub. 

Og nu kan han altså også bogføre en udligning i familiens interne hole-in-one-regnskab.  

- Jeg har spillet golf i 10 år og har kun set en hole-in-one en gang før. Men min søn har lavet en for 4-5 år siden, og som han sagde, så var det også blevet min tur, siger Henning Sørensen. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer