Fantastisk arbejde sluttede med stil | Golf.dk

Fantastisk arbejde sluttede med stil

22/12 - 2015 | Martin Rahbech

Planen var at være cool og afslappet med tillid til og fokus på, at spillet ville være godt nok til succes. Daisy Nielsen leverede varen. Hun sluttede alene på andenpladsen ved Q-School til Ladies European Tour.

Dem femte runde spillede hun tirsdag i 66 slag (-6) med syv birdies og en enkelt bogey. Allerede efter seks huller var hun i -4 og satte fra start streg under, at hun ville gøre arbejdet færdigt i samme stil, som hun har praktiseret hele ugen i Marokko.

Set over hele turneringen spillede hun alle fem runder under par og sluttede med en imponerede total i -20.

Kun én spiller kunne præstere den samme statistik med lutter runder under par, og det var den indiske amatør Aditi Ashok, der endte på førstepladsen med en total i -23.

Tyske Karolin Lampert var i spidsen inden finalerunden med fire runder under par, men tirsdag blev det til en 76’er, og så blev hun passeret af Daisy Nielsen.

I alt 31 spillere endte med at sikre sig en fuld kategori til næste sæson. Blandt de mest interessante navne er 17-årige Angel Yin fra USA.

Hun har en stærk amatørkarriere bag sig og var eksempelvis som 15-årig med fremme ved majorturneringen Kraft Nabisco Championship i 2014. Hun var helt fremme i top 5 efter første runde og klarede cuttet. Selv om hun sluttede et godt stykke tilbage i finalefeltet var det alligevel en præstation, der lovede rigtig godt for fremtiden.

Hun er ikke gammel nok til at blive et fuldgyldigt medlem på LPGA, og det kan blive chancen for Ladies European Tour til at vise sig som en tour med masser af muligheder.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer