Førstepladsen kalder igen på Fleetwood | Golf.dk
Tommy Fleetwood har mulighed for at vinde sin tredje sejr i kalenderåret 2017.

Foto: Getty Images

Førstepladsen kalder igen på Fleetwood

25/11 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

For en uge siden blev Tommy Fleetwood kåret til Europas nummer ét, men Med Hong Kong Open er den nye sæson er allerede sat i gang. Selvom regnskabet er blevet nulstillet, har Fleetwood ingen intentioner om at lade en anden indtage førstepladsen på Race to Dubai.

På Hong Kong Golf Club har englænderen spillet sig frem til fjerdepladsen efter tre runder, og han går ind til søndagens afgørelse kun to slag fra førstepladsen. 

På hul 10 var teestedet rykket frem, og det udnyttede den 26-årige ved at drive bolden lige over green og sænkede puttet for eagle. Hul 18 gav en birdie efter et imponerende slag ud af roughen til to meter fra hullet. Dermed kunne han skrive under på 66 slag og rykkede til -8 samlet.

- Det er en glimrende position at være i. At spille sådan i dag giver mig en virkelig komfortabel følelse. Forhåbentlig kan jeg holde fast i svingtankerne og fortsætte hvad jeg har gang i, sagde Fleetwood til europatouren. 

Det er fortsat S.S.P. Chawrasia, som fører an efter en 69'er. Inderen var blot i par to tredjedele gennem sin runde, men en birdie på hul 13 sørgede for, han går ind til de afgørende 18 huller et slag foran Wade Ormsby og Rafa Cabrera Bello.

- Det giver en smule ekstra pres, men det kan jeg godt håndtere. Men jeg tror, det er derfor, jeg har misset et par putts. Men i morgen vil jeg tænke, ”jeg kan udrette noget”.

- Hvis jeg er nervøs, så er de andre spillere det også, men jeg er ok. Jeg har spillet under de samme forhold mange gange tidligere, så jeg vil være ok, sagde Chawrasia til europatouren.

Selvom Fleetwood og Cabrera Bello er store navne, så er der ikke tale om David mod Goliat. Nok er de som nummer 19 og 20 i verden mere end 200 pladser højere placeret end Chawrasia, men den 39-årige fra Kolkata har fire sejre på europatouren, mens de to europæere hver kun har tre.

Justin Rose har flere sejre end alle tre tilsammen, og han har stadig muligheder for at føje en ny til titel sit navn. To sene bogeys gjorde dog ikke opgaven lettere, og fra 13. pladsen i -5 har han fem slag op til førstepladsen.

Sergio Garcia og Matthew Fitzpatrick er et slag længere tilbage på 19. pladsen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer