For første gang i fem år - to danskere i verdens top-50 | Golf.dk
Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard kommer begge med i The Masters, hvis de kan holde sig i verdens top-50 i halvanden måned endnu.

Foto: Getty Images

For første gang i fem år - to danskere i verdens top-50

12/11 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Succes og fiasko er nært beslægtet i golf.

Og begge er et spørgsmål om definition. Men når man først har vænnet sig til champagne, kan en almindelig bajer godt smage lidt fladt.

I hvert fald tillod vi os i begyndelsen af april at definere det som en mindre fiasko, at Danmark på herresiden ikke længere havde en spiller blandt verdens 100 bedste.

Det var trods alt første gang i næsten 21 år, at alle de bedste danskere var så lavt rangeret.

Modsat kan vi kun syv måneder senere glæde os over, at vi har to spillere i top-50.

Lucas Bjerregaards 11. plads ved Nedbank Golf Challenge betyder, at han nu er nummer 46 i verden. Det er hans højeste placering nogensinde og et symptom på en markant fremgang i den 27-åriges spil.

Før denne sæson havde Lucas Bjerregaard aldrig været i top-100.

Også Thorbjørn Olesen er i top-50. Han ligger nummer 42 på verdensranglisten.

Dermed er de to venner og konkurrenter lige nu inde i det fine selskab, der giver adgang til alle årets majors.

Lucas Bjerregaard er den sjette dansker nogensinde. der spiller sig ind blandt verdens 50 bedste.

Sidste gang, Danmark havde to spillere blandt de 50 bedste var i oktober 2013, da såvel Thorbjørn Olesen som Thomas Bjørn befandt sig i det fine selskab.

Udover Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen har følgende danskere været i top-50:

Thomas Bjørn - senest i top-50 i marts 2015.

Søren Kjeldsen - senest i top-50 i januar 2017.

Anders Hansen - senest i top-50 i maj 2012.

Søren Hansen - senest i top-50 i maj 2010.

Vi har aldrig haft en damespiller i top-50. Men det hænger sammen med, at den officielle verdensrangliste for damer først blev etableret, efter at Iben Tinning var på toppen af sin karriere.

Joachim B. Hansen er tredjebedste dansker på verdensranglisten. Han er nummer 128, en placering han har spillet sig til primært via resultater på challengetouren.

I næste nummer af Dansk Golf bringer vi et længere interview med Lucas Bjerregaard.

Link til verdensranglisten.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer