Nanna Koerstz Madsen er tæt på at eliminere den sidste tvivl om hendes arbejdsplads i 2018.

Foto: Getty Images

Fænomenal dansk andenplads i Australien

19/02 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Ved ugens start var Nanna Koerstz Madsen ikke kvalificeret til ISPS Handa Women's Australian Open, men efter en succesfuld kvalifikation tog danskeren for sig af retterne, da hun satte sig til bords med verdens bedste.

Inden finalerunden på Royal Adelaide var den 22-årige fra Smørum bare tre slag fra førstepladsen, og selvom hun skulle helt frem til hul 17 for at få en birdie, var hun med helt fremme i kampen om sejren indtil de sidste huller. 

Lizette Salas havde problemer på endnu en blæsende dag, og hun faldt tilbage til forfølgerne. Derfor kom Madsen tættere på førstepladsen, selvom hun løb ind i en bogey tidligt på runden.

På hul 15 havde kvalifikationsspilleren en god chance for at hente det tabte slag tilbage, men en hulkant hindrede Koerstz Madsen i at få del i førstepladsen. Få minutter senere satte Ha Na Jang det afgørende angreb ind på titlen, da hun rullede et putt hele vejen på tværs af 17. green for eagle. Sydkoreaneren lukkede overbevisende af med en birdie på hul 18 for at nå til -10 samlet.

Et par huller længere tilbage lukkede Koerstz Madsen selv af på formidabel vis. På hul 16 fik hun reddet par fra to meter, og på 17. kom dagens eneste birdie efter et delikat indspil. En par på hul 18 betød par 73 for finalerunden og en samlet score i -7. Det resultat rakte til en udelt andenplads, det tætteste en dansker nogensinde har været på at sejre på LPGA Touren.

Indtil denne uge var Koerstz Madsens største præmie på 37.500 euro for sejren i Tjekkiet, men andenpladsen er næsten tre gange så meget værd. 119.765 dollars kan stortalentet stoppe i lommen, og det er fuldt fortjent. Kun to år efter sin professionelle kan danskeren måle sig med det bedste kvindegolfen har at byde på. Hun sluttede foran Lydia Ko, Ariya Jutanugarn, Brooke Henderson og en hær ar andre spillere fra verdenstoppen. Den kan Koerstz Madsen selv snart blive en del af- i hvert fald kommer hun til at tage et stort spring frem fra sin 110. plads på Rolex Rankings denne uge, når listen opdateres. 

 

 

User Comments:

  • Hej Andreas / DGU

    20/02 - 2017 | Lars Didrichsen

    Det virker som om der fortsat er usikkerhed om Nanna kan deltage i næste uges LPGA turnering? Er det korrekt at den enkelte turneringsledelse på LPGA turen har mulighed for at invitere golfspillere, der egentligt ikke er kvalificeret - en form for Wildcard? I givet fald vil I så fra DGU´s side kunne gøre noget for at få turneringsledelserne til at invitere Nanna?

  • Rolex rankings

    19/02 - 2017 | Thomas Hamstrup

    Bare til orientering: Nanna er nu nr. 68 i verden.!!!

  • ##Amerikansk arrogance

    19/02 - 2017 | Thomas Hamstrup

    Hej Nikolai. Ja, bevares. Hun bliver nævnt med navn. Men intet om det usædvanlige i at en kval-spiller bliver nr. 2 i en stærkt besat turnering. Rigtigt at det var en koreaner der vandt. Men hun er jo også en af deres egne (LPGA). Iøvrigt enig med Flemming i at dækningen af Nanna i TV var ret sølle.

  • Amerikansk arrogance

    19/02 - 2017 | Flemming Bjørn Lehnert

    Er helt enig med Thomas. Sad og fulgte hele turneringen og det var ikke megen tv tid Nanna fik. Til gengæld så man allerede fra 1. hul hendes spillepartner selv om de lå på samme placering. Og det eneste approach man så fra Nanne var det på 18. hul. Ellers var det kun putt. Så fuck amerikanere og deres selvoptagenhed

  • #Amerikansk arrogance

    19/02 - 2017 | Nikolai Braykov

    Thomas, jeg forstår din frustration over, at ikke alle vil skrive side op og side ned om Nanna. Men at sige, at hun ikke bliver nævnt på lpga viser vist bare, at du ikke selv har læst nogle artikler igennem. Nanna bliver nævnt i den allerførste artikel, der popper op på lpgas hjemmeside :"Eagle, birdie on the final two holes to claim the 2017 ISPS Handa Women’s Australian Open title. Ha Na Jang carded a 4-under 69 to come from four shots back to win at Royal Adelaide by three shots over Nanna Madsen, picking up her fourth career win on the LPGA Tour and first of the 2017 season." I øvrigt, så kan jeg til gengæld ikke genkende, at de ikke skriver om andre end amerikanerne. Vinderen er fra Sydkorea! Og hende skriver de da rigeligt om.

  • Amerikansk arrogance

    19/02 - 2017 | Thomas Hamstrup

    Endnu en gang ser man amerikanerne (LPGA) ignore gode resultater for ikke amerikanere. Ikke med ét ord nævnes Nanna på,LPGA's hjemmeside.

  • Amazing

    19/02 - 2017 | Willy Kristensen

    Top 5 skulle være kvalificeret til næste uge, superflot resultat tror flaget skal op :-)

  • Hej Erling

    19/02 - 2017 | Andreas Hartø

    Der har været lidt tvivl om det er tilfældet, men det lader til, at hun er kvalificeret til næste uges turnering i Thailand, ja. Det vil undre mig meget, hvis hun ikke spiller den! Andreas / DGU

  • Fantastisk af Nanna

    19/02 - 2017 | Erling Torben Mørk

    Betyder andenpladsen, at hun er automatisk kvalificeret til den næste LPGA-turnering, hvis hun vil? Erling Mørk

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer