Evian: Kilden til dansk succes | Golf.dk
Måske er der noget i vandet, som får det bedste frem i Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen ved Evian Championship.

Evian: Kilden til dansk succes

13/09 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

For fire år siden blev Evian Championship ophøjet til majorstatus. Den sidst tilkomne af de fem kan meget vel give den første danske majorsejr, for de seneste par år har rød-hvide kræfter leveret flotte resultater på Evian Resort Golf Club.

For et år siden spillede Emily Pedersen finalerunden i -1 og sluttede fire under par på en delt 14. plads. Det er den 21-åriges bedste resultat i en major indtil nu.

Et år tidligere gik  Nicole Broch Larsen ind til de afgørende 18 huller med realistiske chancer for sejren, og selvom det blev til en ærgerlig afsluttende 74'er, er den delte 11. plads stadig karrierens bedste resultat i de fem store.

I kraft af de fornemme resultater på LPGA Touren har de to igen fået adgang til årets sidste major. Kigger man på optakten, har 24-årige Broch Larsen de bedste kort på hånden. Sent i august var hun helt med fremme to turneringer i træk, og i den ene sluttede hun på en fornem tredjeplads. Emily Pedersen har ikke formået at spille sig med til weekenden i tre forsøg efter nederlaget til USA i Solheim Cup.

Der er dog masser af grund til at tro, den kedelige stime bliver brudt i Frankrig, for i tre forsøg i Evian er Pedersen ikke sluttet dårligere end nummer 47.

Torsdag går hun på banen klokken 12.36 sammen med amerikanske Jennifer Song franske Marion Ricardeau. Broch Larsen slår ud 44 minutter senere i bold med Angela Stanford, USA, og Australiens Su Oh.

Link til startlisten

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer