Evian Championship rykkes mens tvivlen vokser omkring US Open | Golf.dk
Evian Championship er blevet rykket til august.

Foto: Getty Images

Evian Championship rykkes mens tvivlen vokser omkring US Open

27/03 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Udskydelsen af OL har skabt et hul i kalenderen for toppen af fødekæden i den professionelle damegolf. Det har medført en rykning af den nyeste af de fem majors, Evian Championship.

Oprindeligt skulle den franske turnering have været spillet 23. - 26. juli, men i stedet kommer slaget nu til at stå 6. - 9. august. 

Det er ugen før Scottish Open, som både er en del af LET og LPGA, og derefter følger AIG Women's British Open. Det betyder, at spillerne med primær arbejdsplads i USA kan spille tre uger i træk i Europa og derfor skære ture frem og tilbage over Atlanten væk.

I en pressemeddelelse fredag udtaler direktøren for LPGA Touren, Mike Whan, følgende.

- Med denne justering bliver rejseriet nemmere for vores spillere, og det hjælper os i bestræbelserne på at omarrangere tidligere udsatte turneringer i et travlt sommer- og efterårsprogram. Ligesom alle vores virksomhedspartnere har holdet omkring Evian Championship altid gået langt for vores spillere. Ændringen i 2020-kalenderen er endnu et eksempel på, at de støtter vores spillere og vores tours under denne meget svære tid, som verden oplever.

Det er den anden af damernes majors, der bliver rykket. For herrerne er to allerede blevet udsat, og måske står en tredje også for fald. 

Efter planen skal US Open spilles på Winged Foot i New York fra 18. juni, men forberedelserne er blevet bremset, efter guvernøren har stoppet alt ikke-essentielt arbejde i kampen mod Corona-virus. 

Avisen New York Post har hørt fra anonyme kilder i USGA, at turneringen bliver udsat. Det skrev de tidligt fredag morgen. Senere på dagen lød det fra officiel hånd lidt anderledes.

- På dette tidspunkt er der ikke truffet nogen beslutning omkring US Open 2020, og der er ikke planlagt nogen udmeldinger i dag, udtaaler Beth Major, USGAs senior director of championship communications.

Bliver US Open afviklet planmæssigt, er det muligt at få spillet alle fire af herrernes majors i 2020. En udsættelse vil gøre puslespillet med at få plads til den alle særdeles vanskeligt.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer