Eventyrligt slag udløste historisk hole-in-one | Golf.dk
Kristopher Nissen med bolden efter det historiske slag på Odense Eventyr

Eventyrligt slag udløste historisk hole-in-one

28/08 - 2019 | Henrik Søe

Odense Eventyr Golf har eksisteret i 26 år. I den tid har ingen præsteret at lave hole-in-one på et par 4. hul. Men det lavede klubbens eget medlem Kristopher Nissen om på i starten af august, da han sammen med tre øvrige elitespillere fra Odense Eventyr var ude på en gang aftentræning på banen.

På Nordsløjfens 3. hul - et par 4-hul på 319 meter, tog den 21-årige fat i driveren. 

- Det er lidt ned af bakke og vi havde medvind. Man kan kan ikke se green fra teestedet, men vi har jo før slået derned og nogle gange også slået over green. Så da vi kommer derned, leder vi i bunkers og bag green - for så at finde ud af, at den ligger i koppen. 

- Det er lidt en anden følelse, end når man laver en hole-in-one, som man kan se fra teestedet. Euforien kommer noget senere, men der var masser af high-fives og jubel. Det var en fed fornemmelse, fortæller Kristopher Nissen, der er en del af Odense Eventyrs førsteholdstrup. 

Kristopher Nissen har spillet golf i seks år og har via utallige timers træning på golfbanen nået ned i handicap +0,5. Men trods det lave handicap og evnerne til at slå bolden tæt på pinden, var den historiske hole-in-one på par 4-hullet faktisk hans første. 

Det skulle til gengæld ikke vare længe, før han fulgte den op med en mere klassisk en af slagsen. 

- Jeg spillede DGU’s elitetour i Kolding to uger senere, og der lykkedes det mig så at lave en mere almindelig hole-in-one på et par 3-hul, fortæller Kristopher Nissen om den vilde august måned, hvor han for alvor fik hul på hole-in-one-bylden. 

Det er ikke første gang i år, at elitespillerne i Odense laver ting og sager. I det tidlige forår var der også gang i den, da en gruppe fra Odense Golfklubs elite var ude på en træningsrunde.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer