European Tour fastfryser kategorierne i nylanceret 2020-sæson | Golf.dk
Tourdirektør Keith Pelley har offentliggjort de foreløbige planer for europæisk tourgolf i 2020.

Foto: Richard Heathcote/Getty Images

European Tour fastfryser kategorierne i nylanceret 2020-sæson

28/05 - 2020 | Kasper Ørkild

Vejen til European Tour bliver markant sværere i 2020. Tourkomitéen har nemlig besluttet, at tourskolen - Qualifying School - ikke spilles i år, mens der heller ikke gives de traditionelle European Tour-kort til de bedste Challenge Tour-spillere ved sæsonens afslutning.

Det skriver European Tour i en pressemeddelelse.

- Komitéen er dog blevet enige om at belønne ekstraordinære præstationer på European Tour eller Challenge Tour i 2020. De præcise detaljer omkring det præsenteres senere, lyder meldingen fra tourdirektør Keith Pelley.

Medlemmerne af europatouren i 2020 beholder dermed også deres nuværende kategorier og spillerettigheder i den kommende sæson. Kravene for turneringsdeltagelse med henblik på at beholde sit tourkort indstilles også gennem året.

- Vi anerkender, at hver spillers omstændigheder bliver anderledes. Derfor vil vi ikke sætte nogen i en position, hvor de føler, at de intet valg har i forhold til at skulle spille bestemte turneringer for at sikres sit levebrød, siger direktøren.

Der kåres dog fortsat en vinder af Race to Dubai, tourens rangliste, den 13. december. Det sker under skærpede forholdsregler og testprotokoller på European Tour. Resten af årets turneringer spilles også under initiativet Golf for Good, der skaber midler til forskellige velgørenhedsprojekter.

Dermed spilles der igen europatourgolf, når British Masters afholdes på Close House GC den 22. juli til 25. juli. Det indleder et såkaldt “UK Swing" med en række turneringer i England og Wales gennem juli og august.

- Baseret på eksperternes vejledning er det bedst at starte i én region. Det skyldes tests, rejser og spilleres muligheder for overnatninger, siger Keith Pelley.

Afslutningen på 2020-sæsonen er også plads. Den afrundes med Nedbank Golf Challenge 3-6. december i Sydafrika samt ved DP World Tour Championship i Dubai i den efterfølgende uge.

Rolex Series-turneringerne Scottish Open og BMW PGA Championship har også fået nye datoer i oktober. European Tour lover yderligere informationer om resten af turneringsdatoerne i efteråret. 

Se de foreløbige turneringsdatoer her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer