Europa tager snæver føring med fra langtrukkent drama | Golf.dk
Carlota Ciganda og Bronte Law er Europas to højest rangerende spillere. De spillede både foursomes og fourballs sammen og delte begge matcher.

Foto: Getty Images

Europa tager snæver føring med fra langtrukkent drama

13/09 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Europa fører Solheim Cup med 4½ mod 3½. Men de blå-gule føler givetvis, at deres forspring skulle have været større.

De sidste to fourball-matcher endte med at vare næsten seks timer og sluttede med spil direkte ind i den skotske solnedgang. Begge to endte med delte point, selvom Europa kunne og burde have fået mere med.

Men det var kulminationen på en højdramatisk eftermiddag, der gav den ene prøve efter den anden på, hvorfor disse holdmatcher mellem USA og Europa er noget helt særligt.

Fredag eftermiddag gav blandt andet en slags oprejsning til to af de spillere, som der var størst tvivl om, inden dette års Solheim Cup.

38-årige Suzann Pettersen var et kontroversielt captain’s pick af Catriona Matthew. Den norske legende har tilbragt en stor del af sin karriere på golfens fjeld, men nu er hun tættere på fjordniveau og ikke længere blandt de bedste 600 på verdensranglisten.

Og på 1. tee lagde hun da også ud med at slå i en fairwaybunker, som hun måtte bruge hele to slag på at komme op fra.

Men Pettersen var den, der kunne le sidst, da hun sammen med makkeren Anne van Dam kunne lukke sin match mod Danielle Kang og Lizette Salas på 16. green.

- Jeg havde den bedste partner i dag, sagde Suzann Pettersen efter matchen.

Den dobbelte majorvinder tilføjede, at hun følte sig som Severiano Ballesteros, sådan som hun spredte sine slag over det meste af det skotske højland under matchen.

En anden, som havde brug for at bevise sit værd, var amerikanske Ally McDonald. Hun er nemlig kun med på holdet som indskifter, da Stacy Lewis blev skadet lige før turneringen.

Men unge Ally McDonald vandt sammen med sin makker Angel Yin med hele 7&5 over den svenske duo Anna Nordqvist og Caroline Hedwall. Den sejr tangerer den største fourball-sejr nogensinde i Solheim Cup, og mon ikke Yin og McDonald får chancen for at være makkere igen lørdag?

Til gengæld kan det være, at den amerikanske kaptajn midlertidigt fortrød, at hun ikke lod Korda-søstrene fortsætte som makkerpar i fourballs. I foursomes havde Nelly og Jessica nemlig uddelt både olferter og buksevand til Caroline Masson og Jodi Ewart Shadoff.

Men nu var søstrene sat sammen med nye partnere, og den ønskede virkning udeblev.

Begge søstre måtte med deres nye partnere op af 18. hul underlagt maksimalt pres. Begge par var nemlig nede med en inden det sidste hul. 

Men begge formåede at hente livsvigtige halve point, da først Lexi Thompson og bagefter Brittany Altomare holede halvlange birdieputts. At Nelly Korda og Brittany Altomare overhovedet fik chancen for at spille 18., skyldes, at de var i stand til at vinde både 16. og 17. hul.

Nelly Korda lavede næsten hole-in-one på 17. hul. Hendes slag ramte flagstangen og efterlod et næsten givet putt. Samtidig missede modstanderen Charley Hull et putt på godt en meter for birdie. Det blev kostbart for det europæiske hold.

 

Link til stillingen


 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer