Europæiske kaptajner skal være makkerpar i turnering | Golf.dk
47-årige Thomas Bjørn stiller op i GolfSixes med den et år ældre Catriona Matthew.

Europæiske kaptajner skal være makkerpar i turnering

27/02 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Det nyskabende format GolfSixes byder på endnu et twist, når den anden udgave løber af stablen første uge i maj på Centurion Club nær London. 

Udover de forsvarende mestre fra Danmark, Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen, og kvalificerede par fra 11 nationer vil de sidste fire hold bestå af wildcards- og her er der tryk på ”wild”.

Ryder Cup-kaptajnen Thomas Bjørn kommer til at stå skulder ved skulder med sit kvindelige modstykke Catriona Matthew, som i september blev udnævt til Europas næste kaptajn i Solheim Cup. 

De to kaptajner har sammenlagt 48 professionelle sæsoner bag sig, og i løbet af den tid har de akkumuleret 32 sejre. Det til trods kan Bjørn stadig lade sig begejstre over at være med til at nyskabe. 

- Jeg er virkelig glad for at skulle spille GolfSixes. Der er så mange 72 hullers turneringer rundt omkring i verden, så der må nødvendigvis være plads til noget anderledes, som øger interesses omkring golf.  

- Det er ikke en normal turnering, hvor alle er meget seriøse. Det her er helt anderledes; det handler mere om at have det sjovt og at vise spillet frem på en god måde.  

- Jeg synes også, det er enormt vigtigt at forsøge at nedbryde de barrierer, der har eksisteret i golf mellem herrer og damer. Da denne mulighed for at spille som Ryder Cup-kaptajn åbnede sig, tænkte jeg, det kun var på sin plads at tale med Catriona om at danne et hold i kraft af hendes rolle som Solheim Cup-kaptajn, og vi glæder os begge meget til det, siger Bjørn til europatouren.  

Det er ikke første gang, Bjørn viser en interesse for kvindegolf. Blandt andet udtrykte den 47-årige i august forargelse over, at Dame Laura Davies måtte gennem kvalifikationen for at komme med i Women's British Open, det på trods af, at hun er tidligere vinder af majoren. På Twitter beskrev han englænderen som ”golf royalty”.

Matthew bliver ikke den eneste kvinde i turneringen. Charley Hull og Georgia Hall er inviteret med som et rent damehold, og det samme er Suzann Pettersen og Mel Reid. Det sidste wild card uddeles på et senere tidspunkt.

De 16 hold deles ind i fire grupper. Alle møder alle i matches over seks huller, og de to bedste fra hver pulje går videre til kvartfinalerne. Formatet er greensome, hvor begge slår teeslag. Det bedste drive vælges, og derfra skiftes spillerne til at slå, indtil bolden er i hul.

User Comments:

  • Golfsixes

    01/03 - 2018 | Gitte Ivanhoe Aagaard

    Hej Thomas. Sejt du er med her og med en kvinde. Må desværre meddele dig, at mit hjerte banker for Thor og Lucas som vindere igen - mit moderhjerte til disse 2 spillere som jeg har fulgt fra deres barndom. Men også alt held og lykke til dig Captajn. Kh Gitte Ivanhoe Aagaard <3

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:803,205
  • Unique Visitor:87,448
  • Registered Users:158,001
  • Unregistered Users:31,170
  • Blocked Users:12,363
  • Published Nodes:15,032
  • Unpublished Nodes:261
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.92.74.105
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:5,029
    • This week:109,013
    • This month:489,597
    • This year:803,381

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk