Europæisk comeback løb ud i sandet | Golf.dk
Europa var foran i Solheim Cup tidligt fredag, men siden satte amerikanerne sig tungt på konkurrencen.

Foto: Getty Images

Europæisk comeback løb ud i sandet

20/08 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Aldrig tidligere er det lykkedes at indhente et fem point stort forspring i singles ved Solheim Cup. Det var forskellen mellem USA og Europa inden søndagens afgørelse, så det så sort ud for Annika Sörenstams tropper. 

Da spillet startede, kom det hurtigt til at stå klart, at der ikke var spor af resignation at finde blandt de europæiske tropper. Ni ud af 12 point var nødvendigt for den samlede sejr, og på et tidspunkt så den monumentale opgave faktisk ud til at kunne lykkes.

Da en skade forhindrede Suzann Pettersen i at deltage, blev Anna Nordqvist det naturlige samlingspunkt på det europæiske hold, og hun fik til opgave at vise vejen i første single. Der kom hun i kamp mod verdens numer to, Lexi Thompson.

Det var svenskeren, som tordnede fra start, og efter fire huller var hun 4 up. Det var også forspringet halvvejs på runden, men Thompson havde meget mere at skyde med. Den unge amerikaner spillede hul 10 til 16 otte under par, og da hun gik på 17. tee, var hun foran. Det blev et delt point, da Nordqvist slog slog bolden så tæt på hul 18, at hun ikke behøvede at slå sit putt for birdie.

Længere tilbage svingede pendulet fra Europa til USA. I anden og tredje single vandt Paula Creamer 1 up over Georgia Hall og Cristie Kerr 2&1 mod Mel Reid. Derfra var det kun et spørgsmål om tid, før den amerikanske sejr var officiel.

I dagens femte single fik 18-årige Angel Yin æren af at slå puttet for at beholde Solheim Cup på amerikansk jord, da hun delte med Karine Icher. Puttet for at vinde tilfaldt Lizette Salas på hul 18 i syvende single med en sejr på et hul over Jodi Ewart Shadoff.

Derfor var der kun æren på spil i ankermatchen mellem Emily Pedersen og Danielle Kang. De to var lige efter fem huller, men så sænkede Kang et af de monsterputts, hun har gjort til et vartegn ugen igennem.

Det blev ikke det sidste lange putt, amerikaneren slog i hul, og det hjalp hende til en sejr på 3&1. Dermed sluttede søndagen 6-6, mens det samlede resultat blev 16,5-11,5.

Emily Pedersen scorede ingen point ud af tre mulige, men mon ikke den 21-årige dansker får masser af muligheder for revanche i fremtidige Solheim Cups.

Den amerikanske kaptajn var naturligvis lykkelig over udfaldet, der gjorde hende til vinder to gange i træk.

- Jeg er bare så stolt af mit hold. Europæerne kæmpede hårdt i dag. De gjorde det meget tæt. Jeg har ikke rigtig været nervøs ugen igennem, men i dag var jeg en smule nervøs. Så det er bare en ære at være kaptajn for dette hold, og jeg er meget stolt af pigerne, sagde Juli Inkster.

Link til resultatet.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer