Victor Østerby er nummer fire på Nordic League og har et avancement i sigte.

Foto: Getty Images

Et skridt tilbage er vejen frem for Victor Østerby

07/09 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

For Nanna Koerstz Madsen blev det en bragende succes at tage et skridt tilbage. Ladies European Tour blev byttet ud med den amerikanske udviklingsliga, Symetra Tour, og inden længe tog hun syvmileskridt fremad.

Victor Østerby forsøger noget tilsvarende. Den 25-årige fra Smørum var del af Team Made in Denmark i år, man han gav afkald på sine sidste invitationer til challengetouren for i stedet at koncentrere sig om Nordic League. 

Der rykkede han frem til fjerdepladsen med sidste uges sejr i Finland. Top-5 får en fuld kategori til challengetouren, og det mål rykkede Østerby endnu et skridt nærmere på første runde af Willis Towers Watson Masters. Med en fejlfri runde i 68 slag i Kokkedal lagde Østerby sig på en delt tredjeplads i -4. 

I det hele taget var der masser af flot dansk golf torsdag. Bedst gik det Kasper Sørensen fra Sønderrjylland i -5, men i top-10 finder man også Christian Skjøth i -4 og Niklas Nørgaard Møller, Christin Dahl og Oliver Nyholm på ottendepladsen i -3.

Helt i front er det dog norske Jarand Ekeland Arnøy, som har taget teten. Seks birdies, 12 pars og en runde i 66 slag sendte ham alene på førstepladsen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer