Et årti fyldt med store oplevelser | Golf.dk
Tiger Woods vinder The Masters 2019.

Foto: Getty Images

Phil Mickelson vandt sin tredje grønne jakke i årtiets første major.

Foto: Getty Images

Henrik Stensons duel mod Phil Mickelson på Royal Troon vil sent blive glemt.

Foto: Getty Images

Rory McIlroy var totalt dominerende i US Open 2011.

Foto: Getty Images

Adam Scott blev den første australske vinder af The Masters i 2013.

Foto: Getty Images

Et årti fyldt med store oplevelser

28/12 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Udgangen af 2019 giver anledning til at ruske op i en gammel debat. Siger vi farvel til årtiet, når champagneflaskerne springer om få dage, eller er det i virkeligheden først når 2020 bliver til 2021, at vi kan binde sløjfe på årtiet? Mindretallet, som taler for det sidste, har solide videnskabelige argumenter med sig, men at se nuller giver en følelse af en frisk start. 

På Golf.dk lader vi os i denne sammenhæng styre af følelserne, og derfor kigger vi nu tilbage på fem af de største majors på herresiden i løbet af de seneste 10 år.


Masters 2010
Årtiets første major blev også en af de mest mindeværdige. Fred Couples gjorde sig gældende i toppen; Tiger Woods viste sig for første gang siden privatlivet ramlede sammen under Thanksgiving 2009 og havde en chance for at vinde søndag; Lee Westwood førte efter 54 huller og nærmede sig sin første major; og Phil Mickelson slog et af de mest ikoniske slag nogensinde fanget på kamera.

På 13. hul slog den altid risikovillige amerikaner gennem doglegget i sit drive, og fra et løst underlag, ude mellem træerne, slog Mickelson direkte efter pinden. Det var et gamble, som kunne have kostet dyrt, men bolden fandt vej til green og stoppede tæt på pinden. På 18. hul kunne Mickelson fejre sin tredje grønne jakke med en sejr på tre slag.

Se klippet fra 13. hul her

US Open 2011
Forventningerne til Rory McIlroy var enorme i starten af årtiet, og der skulle da heller ikke gå lang tid, før han sikrede sig sin første major. Nordireren havde lidt et kollaps på Augusta National få måneder tidligere, hvor han førte med fire slag inden finalerunden og sluttede af med en 80'er, men på Congressional var McIlroy klar til at lægge skuffelsen bag sig.

Han var aldeles dominerende fra start til slut, vandt med otte slag, og han kunne omfavne sin far på 18. green på Fars Dag. US Open 2011 blev startskuddet for McIlroy i majors. Han vandt fire i løbet af årtiet, kun matchet af Brooks Koepka, og hvis man kårede årtiets bedste spiller, ville McIlroy uden tvivl vinde en jordskredssejr.

Masters 2013
Ligesom for Rory McIlroy fik Adam Scotts sejr i The Masters ekstra stor betydning af en skuffelse frisk i erindringen. Under The Open 2012 var Scott fire slag fri i toppen med fire huller igen, men australieren, en af sin generations største talenter, sluttede med fire bogeys i træk og kunne se Ernie Els løfte The Claret jug.

Scott rejste sig på Augusta, hvor han sænkede et putt på otte meter på 72. hul. Det gav omspil med Angel Cabrera, og i den silende regn, i svindende dagslys på andet ekstrahul, holede han fra fem meter for birdie og sin hidtil eneste major. Scott blev den første australier til at iføre sig den grønne jakke. 

The Open 2016
Henrik Stenson blev ikke alene sin nations og Skandinaviens første mandlige majorvinder, han sejrede via noget af det bedste golf nogensinde spillet. I 1977 udspillede The Duel in the Sun sig mellem Jack Nicklaus og Tom Watson. Det er en af de ikoniske dueller i golfhistorien, så det siger ikke så lidt, at Nicklaus selv har udtalt, tvekampen mellem Stenson og Phil Mickelson var endnu bedre.

Mickelson var fem slag foran spilleren lige efter sig og et slag efter Stenson efter tre runder. I løbet af søndagen voksede kløften mellem de to bedste og resten, så der var 11 slag mellem anden- og tredjepladsen. Stenson og Mickelson var eminente. De tog det ene slag efter det andet fra Royal Troon, og det var tæt hele vejen. På de afgørende huller var det Stenson, som trak det længste strå mod den femdobbelte majorvinder. Med en afsluttende birdie gik svenskeren en 63'er, nåede til -20 samlet og vandt med tre slag.  

Masters 2019 
Ved årtiets start var det utænkeligt, at Tiger Woods havde vundet sin sidste major. Nær afslutningen lignede det ren fantasi, at han nogensinde skulle få den 15. i rækken. Men Tigeren rejste sig, fra kriserne og alle skaderne, og i Masters vandt han sin femte grønne jakke. 

Dustin Johnson, Brooks Koepka, Xander Schauffele, Jason Day, Tony Finau, Francesco Molinari, Webb Simpson, Patrick Cantlay, Rickie Fowler og Jon Rahm. Top-10 efter 72 huller var fyldt med stjernespillere, alle langt yngre end Woods, men det var den 43-årige, som trak sig sejrrigt ud af den tætte kamp om årets første major.

Han gik ind til finalerunden på andenpladsen. Uden at føre efter 54 huller havde Woods aldrig vundet en major, men da konkurrenterne fandt vand på det drilske 12. hul, fandt manden klædt i rødt vej til toppen. At køre sejren hjem fra spids er Woods historisk set bedre til end nogen anden, og på den sidste tredjedel af runden lignede han igen den usårlige version af sig selv.

Birdies på 13., 15. og 16. bragte Tigeren to slag fri i toppen, og derfra havde han ingen problemer med at køre sejren hjem. Da Tiger trak i den grønne jakke, var det 14 år siden, han senest blev hyldet som vinder på Augusta. Der var gået 11 år, siden hans seneste major. Karrieren har fået nyt liv, og det tyder på, at Woods efter alle problemerne også kommer til at spille en afgørende rolle i det årti, vi skal til at tage hul på.

Alle majors er specielle, og man kunne have inkluderet andre og flere på denne liste. Brooks Koepka og Jordan Spieth, med henholdsvis fire og tre majors, fortjener nok at være inkluderet. Det samme kan siges om Shane Lowry, som i år vandt den første major på den irske ø i 68 år. 

Hvis det bliver ligeså svært at vælge de bedste øjeblikke i 2020'erne, så har vi et væld af store oplevelser i vente.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,133,627
  • Unique Visitor:102,951
  • Registered Users:159,503
  • Unregistered Users:31,231
  • Blocked Users:12,378
  • Published Nodes:15,236
  • Unpublished Nodes:287
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.235.101.141
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:6,235
    • This week:91,754
    • This month:397,569
    • This year:1,133,844

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk