Et år gør en verden til forskel for Bud Cauley | Golf.dk
Bud Cauley har aldrig vundet på PGA Touren. Måske kan sejren komme denne uge.

Foto: Getty Images

Et år gør en verden til forskel for Bud Cauley

01/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

For præcis et år siden missede Bud Cauley cuttet i The Memorial Tournament, men det var langt fra det værste, han kom ud for den fredag. Senere endte amerikaneren i et alvorligt trafikuheld, og på hospitalet kunne lægerne konstatere et benbrud, seks brækkede ribben og en punkteret lunge.

Skaderne var så omfattende, at Cauley var bang for, a han ikke kunne fortsætte karrieren. Det kunne han heldigvis, og efter 18 uger på sidelinjen vendte han tilbage til PGA Touren. 

Siden sit comeback er det ikke blevet til de store resultater. En 10. plads og to øvrige top-15 placeringer står som højdepunkterne, men tilbage på Muirfield Village i The Memorial har Cauley fundet storspillet frem.

Torsdag gik han en 67'er, og fredag blev det til 70 slag. På de første ni huller lavede han tre birdies. De sidste ni kostede tre bogeys, men han klemte også en eagle ind med et putt på små syv meter på 15. hul.

Samlet er 29-årige Cauley på femtepladsen i -7. Derfra er der kun to slag op til førstepladsen, som deles mellem Martin Kaymer, Troy Merritt og Kyoung-Hoon Lee, et slag foran Jordan Spieth på fjerdepladsen.

Ulykken har givet Cauley mere perspektiv og større påskønnelse af at spille golf, men han forsøger at holde sidste års begivenheder lidt på afstand.

- Da jeg først kom hertil, var det faktisk en smule nemmere end ugerne op til, hvor jeg gik og spekulerede over, hvilke følelser og tanker, det ville bringe frem. Det er rart at spille godt. Jeg har ikke tænkt på det alt for meget, hvilket har været rart. Bare forsøge at tage det som en normal uge.

- Det var rart bare at komme derud på touren igen. Jeg har haft et par anstændinge resultater, men at denne uge er den, hvor jeg spiller bedst, det er en smule ironisk, sagde Cauley efter anden runde.

Han deler femtepladsen med Patrick Cantlay, Adam Scott Rickie Fowler og Emiliano Grillo.

Fredagens bedste runde gik Justin Rose. 63 slag skulle englænderen blot bruge, og fra en placering uden for cutgrænsen rykkede den tidligere nummer ét på verdensranglisten frem til en delt 10. plads i -6.

Hans spillemakker Tiger Woods var også godt på vej op gennem feltet, da han nåede 15. hul to under par for dagen. Den 43-årige Masters Champion havde par fem hullet inden for rækkevidde i sit andetslag, men fairwaykøllen blev trukket venstre om målet og gav et yderst krævende indspil. 

Det tog flere forsøg for Woods at få bolden på green, og da han missede et kort putt, blev det til en doublebogey. Han kom rundt i par 72 og deler 33. pladsen i -2. Mens Woods får to dage mere til at fintune spillet frem mod US Open på Pebble Beach om to uger, så gav fredagen et tidligt exit til Jason Day, Phil Mickelson, Justin Thomas og Rory McIlroy.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer