Erin Hills: Ny bane med velkendte udfordringer | Golf.dk
Frygtindgydende bunkers er nogle af de udfordringer, der venter spillerne på Erin Hills.

Foto: Getty Images

Erin Hills: Ny bane med velkendte udfordringer

13/06 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

- Vi prøver ikke at ydmyge verdens bedste spillere, vi prøver at identificere dem.

Sådan sagde Frank Tatum, formand for turneringskomitéen, under US Open i 1974, og det har været turneringens mantra lige siden. Smalle fairways, drabelig rough, stenhårde greens og par reduceret til 70 slag er i reglen den opskrift, USGA har fulgt.

Der er langt imellem spillerne, som nyder de voldsomt krævende forhold, men nogle er i dissideret opposition til golf i denne sadistiske form. Tæl Seve Ballesteros blandt dem.  

- US Open har aldrig været spændende at se. Det har altid været en trist turnering. Der er ingen begejstring, ingen nydelse. Det er kun defensiv golf fra første tee til sidste putt, sagde spanieren engang.  

Trods gentagne benægtelser gennem årene betragtes det af mange som en offentlig hemmelighed, at USGA sigter mod en vinderscore i par. Kun seks af de seneste 10 udgaver har vinderen været i røde tal. I 2007 rakte Angel Cabreras total i +5 til sejren.

Denne uge bliver en ny bane taget i brug, men forvent mange af de velkendte, diabolske karakteristika med drabelige bunkers og drilske greens. Erin Hills har godt nok fået lov til at beholde sit par 72, men til gengæld kan banen strækkes til langt over 7000 meter. Godt nok er fairways brede på denne linkslignende bane, men få skridt fra det korte græs truer en nådesløs urt.   

Alle rapporter fra tiden op til turneringsstart har meldt om en rough, som både kommer til at koste tabte slag og bolde i hobetal. Især de fem meter nærmest fairways, det stykke som er udsat for vanding, er ekstra saftigt, og man kan kun håbe, USGA har styr på situationen.

Det har ikke altid været tilfældet. På Shinnecock Hills i 2004 udviklede finalerunden sig til en farce, da arrangørerne, i et forsøg på at kontrollere scores, tørrede greens ud. Det resulterede i, at især hul syv blev gjort uspilleligt, og flere bolde blev puttet af green.

En lignende situation virker usandsynlig denne gang. Efter rystende ringe greens for to år siden på Chambers Bay og et par meget omtalte regelsituationer i 2016 med Dustin Johnson og Anna Nordqvist vil USGA for alt i verden undgå mere dårlig presse, og det kan betyde, de vil spille deres kort sikkert. Men forvent ikke, at spillerne får det nemt på Erin Hills.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer