Enkel greenfee en succes | Golf.dk

Enkel greenfee en succes

10/11 - 2015 | Thomas Vennekilde

Forud for denne sæson opsagde Skovbo Golfklub deres aftaler med udbyderne af greenfeerabatter. I stedet indførte de ensartet og lavere greenfee, som alle fuldtidsmedlemmer af DGU kunne benytte.

I Skovbo har de nu gjort status over sæsonen og det nye tiltag.

- Nu, hvor sæsonen går på hæld, kan vi med glæde notere, at vi har øget vores greenfee-indtægter, men vi har haft færre gæsterunder, altså en højere indtægt pr. runde, siger Erik Kaaber, presseansvarlig i Skovbo Golfklub.

En anden positiv effekt af de nye tider er, at tidsforbruget i sekretariat er reduceret.

- Tidligere brugte vi uforholdsmæssig megen tid på at få gæster til at betale den korrekte pris. Nu er det enkelt – alle fuldtidsmedlemmer af DGU får rabat og betaler samme pris – men flexmedlemmer og udenlandske gæster betaler den normale greenfee, siger Erik Kaaber.

Klubben har tænkt sig at fortsætte med samme system næste år.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer