Englænderne tog over i Indien | Golf.dk
En birdie på første omspilshul gav Matt Wallace sejren i New Delhi.

Foto: Getty Images

Englænderne tog over i Indien

11/03 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Shubhankar Sharma var på en delt førsteplads efter tre runder i sit hjemlands Hero Indian Open, men det lykkedes ikke det 21-årige stjerneskud at triumfere for tredje gang i denne sæson. Den førende på Race to Dubai lavede et par tidlige birdies, men de blev fulgt op af to doublebogeys.

Sharma kæmpede og sluttede som bedste inder, men han måtte nøjes med en delt syvendeplads. De tre første udgaver af turneringen blev vundet af indere, men i 2018 tog englænderne over.

Matt Wallace, som lå lige med Sharma ved dagens start, lavede birdies på fem af de 10 første huller. Derfra gik han dog i stå, og med syv pars og en bogey på de afgørende huller lukkede han døren op for forfølgerne. 

Den chance udnyttede Andrew Johnston med en fejlfri finale i 66 slag, seks under par. Det fik ham til -11, hvilket rakte til omspil, da Wallace puttede ud for par på hul 18.

De to landsmænd måtte ud på hul 18 igen, og i andet forsøg gik det bedre for Wallace. Han slog et stort drive, ramte par fem hullet i to, og kunne to-putte for birdie og sejren, da Johnstons birdieputt nægtede at falde i hul.

- Jeg spillede fremragende. Siden jeg var tre over par efter otte huller i starten af ugen, har jeg spillet noget af mit livs bedste golf, og at vinde på den måde til slut var prikken over i'et, sagde Wallace til europatouren efter karrierens anden sejr.

Thomas Bjørn har 15 af dem, og efter en lovende sæsonstart kan det ikke udelukkes, at der kommer en nummer 16. Det har naturligvis ikke førsteprioritet Ii2018, hvor Bjørn arbejder i en større sags tjeneste, men det vil ikke have gået den 47-årige danskers næse forbi, at jævnaldrende Phil Mickelson vandt i sidste uge, og at Tiger Woods har en chance for sejren på PGA Touren i aften.

På den krævende DLF Golf & Country Club sluttede han dog 17 slag fra omspillet. Bjørns finalerunde i 73 slag talte fire birdies, tre bogeys og en doublebogey. Han vandt tre placeringer og sluttede som nummer 34 i +6.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer