Englænder henter karrierens første titel | Golf.dk
Tung regn kunne ikke stoppe Aaron Rai på sin vej mod karrierens første sejr på europatouren.

Foto: Getty Images

Englænder henter karrierens første titel

25/11 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Aaron Rai viste sit potentiale, da han vandt tre gange på challengetouren i 2017. Det gav oprykning til europatouren, hvor han debuterede som fuldt medlem i Made in Denmark. 2018 var den 23-åriges første hele sæson blandt Europas elite, og igen viste han stor kvalitet ved at kvalificere sig til DP World Tour Championship i Dubai.

Kalender skriver stadig 2018, men en ny sæson er allerede startet. For Rai ser den ud til at blive et nyt højdepunkt i karrieren. Søndag gjorde han arbejdet færdigt i Honma Hong Kong Open efter at have ført fra start til slut.

Efter en banerekord i 61 slag fredag førte Rai med syv slag. Der var stadig seks slag at give af, da han gik ind til finalerunden, men det nåede alligevel at blive tæt.

Landsmændene Matthew Fitzpatrick og Tommy Fleetwood var de nærmeste forfølgere, men mens én satte et seriøst angreb ind, dumpede den anden langt tilbage i stillingen.

Det var Fitzpatrick, som bragte spænding om udfaldet. Han noterede birdie på de to første huller, og efter 16 var han syv under par for dagen og havde reduceret Rais forspring til et enkelt slag. 

Alt det hårde arbejde viste sig at være til ingen nytte, for lige da den femdobbelte vinder på europatouren havde spillet sig ind i kampen om sin næste titel rækken, var han ude af den igen. I den silende regn lavede Fitzpatrick bogey på Hong Kong Golf Clubs 17., og det gav Rai et forspring på to slag ned ad sidste hul.

Den førende spiller fik bogey, gik en runde i 69 slag (-1) og sluttede samlet 17 under par. Nok til at vinde med et slag.

- Det er fantastisk at vinde på hvilken som helst tour, men især europatouren og især når det er Hong Kong Open.

- Matt spillede utroligt hele dagen. Det var svært, men jeg forsøgte bare at spille mod banen i stedet for Matt eller nogen anden, der var velspillende i dag.

- Det lykkedes heldigvis det meste af vejen rundt. Det var en svær situation at være i, men jeg er meget tilfreds, sagde Rai til europatouren efter sejren.

Victor Perez, som var Joachim B. Hansens hårdeste konkurrent til pengelisten på challengetouren, fortsatte de senere måneders sublime form med en tredjeplads i -11. Den delte han med Jason Scrivener.

Sergio Garcia og Rafa Cabrera Bello fik del i sjettepladsen i -9. Det var fire slag bedre end Lucas Bjerregaards total.

Trods en bogey på sidste hul kom verdens nummer 47 rundt i 66 slag og rykkede op til en delt 20. plads fra nummer 53. Dermed styrker Bjerregaard sine chancer for at holde sig i verdens top-50 året ud, hvilket vil give en invitation til The Masters i april.

Joachim B. Hansen kom rundt i par søndag, og det var en ganske fin score taget i betragtning af, at han indkasserede tre bogeys på de første fire huller. I sin tilbagevenden til europatouren sluttede han samlet på 45. pladsen i -2.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer