Engelsk rookie fører Honda Classic | Golf.dk
Fortsætter Tom Lewis de gode takter fra første runde, kan han mandag rykke ind i verdens top-50.

Foto: Getty Images

Engelsk rookie fører Honda Classic

28/02 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

I sensommeren udnyttede Tom Lewis en prominent verdensranglisteplacering til at spille med i Korn Ferry Tour Championship, hans første turnering nogensinde på den amerikanske udviklingstour. Han vandt, og dermed var rookiesæsonen på PGA Touren en realitet.

Det er ikke meget, han har gjort brug af sin kategori indtil videre. Lewis spillede tre turneringer i USA inden nytår, og han krydsede igen Atlanten til sidste uges Puerto Rico Open. I alle fire turneringer blev det til missede cuts. 

Honda Classic ser ud til at blive en noget anderledes historie – en hvor plottet minder mere om tredjepladsen fra Dubai Desert Classic i januar – for efter første runde på PGA National er englænderen på en delt førsteplads.

Lewis, verdens nummer 57 denne uge, spillede ikke et eneste hul over par torsdag. Udover to birdies blev det til en eagle på tredje hul, hvor han slog sit andetslag fra 208 meter ind til tre meter og sænkede puttet.

- For mig er bogeyfri stort. Det viser altid mental styrke. At gå ud på banen, når det blæser og er koldt, som det var i morges, uden at droppe et slag, det var fantastisk. Selvfølgelig hjalp det med en eagle, der var mange sikre pars, og jeg var aldrig under pres derude. Jeg slog en masse gode drives og gode jernslag, og det var en rar start, sagde Lewis til PGA Touren.

Fire under par rækker til at toppe stillingen sammen med Harris English, som lavede eagle på samme hul.

En gruppe på fem spillere deler tredjepladsen i -3, og blandt dem finder man 46-årige Lee Westwood. Den engelske veteran vandt i Abu Dhabi tidligere i år, hans 25. sejr på europatouren. På PGA Touren er det kun blevet til to sejre i karrieren, men efter fire birdies og en bogey kom han godt fra land i jagten på nummer tre.

For de to danske deltagere blev første runde tilbage i Florida ikke den store succes. Sebastian Cappelen bor permanent i solskinsstaten, hvor Lucas Bjerregaard har slået sig ned midlertidigt. 

Cappelen er lige inden for cutgrænsen på en delt 63. plads efter en runde med fem birdies, som alligevel løb op i 72 slag, +2.

Bjerregaard er et slag efter. De første ni huller spillede frederikshavneren i -1 uden en bogey, men anden halvdel af runden kostede to bogeys og en double. En score i +3 giver en delt 88. plads.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer