En optur og en nedtur til sidst | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen er p.t. Danmarks golfdronning.

En optur og en nedtur til sidst

10/03 - 2021 | Claes Meldal

Power Rankings: Både Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen klarede igen cuttet på LPGA Touren – men i slutfasen smuttede de hver deres vej på leaderboardet.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 28 i LPGA Drive On Championship (LPGA Tour)
Nanna Koerstz Madsen spillede en fin turnering på Golden Ocala i Florida, og en 28. plads blandt verdens bedste damegolfspillere er bestemt ikke skuffende. Men Nanna syntes selv, at hun havde spillet til at slutte højere oppe på leaderboardet, men den sidste skarphed manglede. Hun fik dog sat et flot punktum for turneringen med to birdies på de sidste to huller, hvilket gav et fint avancement til allersidst.

2. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 48 i LPGA Drive On Championship (LPGA Tour)
To 48. pladser i de sidste to LPGA Tour-turneringer er ikke, hvad Nicole Broch Larsen har bygget sine sæsonmål op efter, men det er positivt, at hun klarer cuts. Hun vil dog ærgre sig gul og grøn over tre bogeys på de tre allersidste huller i turneringen, hvilket sendte hende 20 pladser ned ad leaderboardet. Nu har hun to uger til at finpudse spillet, inden LPGA Touren rykker vestpå.

3. Rasmus Højgaard
Sidste uge: 3
Seneste resultat: Nr. 67 i WGC – Workday Championship (European Tour)
Rasmus Højgaard fik mulighed for at prøve sig af i selskab med verdens allerbedste golfspillere på Concession-banen i Florida, men det gik ikke helt som håbet for den danske komet. Der sneg sig fire dobbeltbogeys og en enkelt – heldigvis yderst sjælden – femdobbelt bogey ind på Højgaards scorekort i løbet af turneringen, og så er det naturligvis svært at være konkurrencedygtig i kamp med verdenseliten. Men Højgaard tager utvivlsomt en masse læring med fra turneringen og vil være bedre rustet til sin næste WGC-turnering.

4. Jacob Skov Olesen
Sidste uge: 4
Seneste resultat: Nr. 1 i The Prestige (college)
I den stærkt besatte collegeturnering The Prestige i Californien – med deltagelse af hele ni spillere fra verdensranglistens top 50 – trådte Jacob Skov Olesen virkelig i karakter. Næstved-spilleren, der repræsenterer Texas Christian University, gik flotte runder i 71, 68 og 70 slag og sluttede side om side med to spillere på den delte førsteplads.

5. Nicole Lørup
Sidste uge: 5
Seneste resultat: Nr. 2 i First Coast Classic (college)
Nicole Lørup var i den grad med i opløbet om sejren i First Coast Classic, hvor hun bejlede kraftigt til den individuelle førsteplads for sit college, Troy University. I sidste ende måtte Lørup tage til takke med den udelte andenplads i samlet fem under par, men hun vil ærgre sig over bogeyen på næstsidste hul, der kostede hende en delt førsteplads.

Boblere
Ingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,162,639
  • Unique Visitor:177,740
  • Registered Users:166,775
  • Unregistered Users:31,301
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,329
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:12,052
    • This week:99,930
    • This month:408,848
    • This year:3,163,291

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk