En helt speciel hole-in-one i Vejle | Golf.dk
Christian Rahbæk vil sent glemme mandag den 8. juli 2019.

Foto: Vejle Golf Club

En helt speciel hole-in-one i Vejle

20/07 - 2019 | Henrik Søe

17-årige Christian Rahbæk spillede golf, indtil han var 12 år. Så mistede han interessen og begyndte at spille fodbold i stedet. 

Men da hans islandske onkel for et halvt år siden begyndte at spille golf i Vejle Golf Club, meldte Christian Rahbæk sig ind i barndomsklubben igen. 

Og da de to mandag den 8. juli var ude for at spille en de flere ugentlige hyggerunder på banen i Vejle og nåede til 6. hul på Parken-sløjfen, fandt Christian for alvor ud af, hvorfor det var en god idé at genoptage golfspillet. 

- Det var en egentlig ikke nogen speciel god runde, men som altid når man stiller sig op, håber man på det bedste, fortæller Christian om det øjeblik, hvor han tog driveren op på det 240 meter lange par 4-hul. 

- Jeg ramte den ret godt, og jeg kunne se, at retningen var god. Jeg håbede, at den lå oppe i nærheden til et indspil eller måske endda på green, men da vi kom frem, kunne vi ikke finde bolden nogen steder. Men da jeg så kiggede ned i hullet, lå den der. Og så var vi ellers helt oppe at køre, fortæller Christian Rahbæk, som dermed skrev sig ind i historien som den kun anden spiller i Vejles historie, som har lavet hole-in-one på det korte par 4-hul. 

Den første ener på hullet fandt sted i 2012, hvor Anders Freund også holede sit teeslag. 

Det var samtidig Christian Rahbæks første hole-in-one, og den vilde oplevelse har kun givet ham endnu mere lyst til at gøre noget ved golfspillet. 

- Da jeg spillede i min barndom fik jeg at vide, at jeg var ret god, så det her har kun givet mig ekstra blod på tanden. Vi spiller kun for sjov men når jeg får at vide, at jeg kan blive god, sætter det da nogle tanker i gang, siger han. 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer