En farverig legende | Golf.dk

En farverig legende

30/01 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

Payne Stewart døde alt for tidligt som 42-årig. I dag er det 60 år siden, han blev født. Vi markerer den runde dag med nogle facts om Payne Stewart, som du måske ikke kendte.

Han blev født i Missouri og spillede college-golf i Dallas, Texas.

Han døde den 25. oktober 1999, da et privatfly, han havde lejet, styrtede ned over South Dakota. Han var 42 år gammel ved sin død. Tre andre omkom sammen med ham.

Han nåede at deltage i fem Ryder Cups og vinde tre majors. Nemlig US PGA i 1989 og US Open i 1991 og 1999.

Han vandt i alt 11 gange på PGA Touren, inklusive sine tre majors.

Han opnåede to andenpladser i The Open, men var aldrig tættere på end en 8. plads ved US Masters.

Udover sine resultater var Payne Stewart kendt for sin farverige påklædning. Især hans karakteristiske kasketter og bukser.

Payne Stewart fik en skideballe af Jack Nicklaus, da legenden var hans Ryder Cup-kaptajn i 1987. Nicklaus mente ikke, at Stewart tog sit talent alvorligt. Stewart tog ordene til sig og vandt sin første major to år senere.

Payne Stewart havde et formdyk, inden han fandt tilbage til verdenstoppen mod slutningen af sit liv. Efter fire Ryder Cup-deltagelser i træk, nåede han ikke på det amerikanske hold i 1995 eller 1997. Men i 1998 var han et mulehår fra at vinde US Open efter at have ført med fire slag inden finalerunden. I 1999 vandt han US Open og deltog ved Ryder Cup på The Country Club i Brookline.

Payne Stewart varmede ofte op til The Open ved at spille i Irland. I Waterville i Irland er der rejst en statue af Payne Stewart.

Året efter hans død indstiftede PGA Touren The Payne Stewart Award, som gives til en person, der udviser respekt for spillets traditioner.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer