- En af de værste dage i min karriere | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsens finalerunde i Los Angeles udviklede sig i den forkerte retning

Foto: Getty Images

- En af de værste dage i min karriere

30/04 - 2019 | Claes Meldal

Power Rankings: Både Nanna Koerstz Madsen og Mark Haastrup lå med gode sejrschancer før finalerunden i vigtige turneringer – men begge måtte slippe grebet.

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.

1. Mark Haastrup
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 5 i Turkish Airlines Challenge (Challenge Tour)
Mark Haastrup led en meget hård skæbne i sine bestræbelser på at nå helt til tops på Challenge Touren. Haastrup lå på førstepladsen med blot et par huller igen, men der var ingen plads til fejltrin. Og så kom de fejl, der ikke måtte komme. Bogeys på de sidste to huller satte en stopper for Haastrups sejrschancer, og i stedet for et trofæ eller et omspil måtte han tage til takke med en – trods alt – flot femteplads.

2. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 2
Seneste resultat: Nr. 13 i Hugel-Air Premia LA Open (LPGA Tour)
Der var en meget reel chance for at få en dansker helt til tops på LPGA Touren, da Nanna Koerstz Madsen gik ud i førerbolden på verdens hårdeste dametour. Men danskeren kom helt skævt fra start og endte med at gå en finalerunde i 76 slag – fem slag dårligere end nogen anden i top 25. Det gav en skuffende 13. plads og nogle dyre lærepenge til Koerstz Madsen. Finalerunden var "en af de værste i min karriere", som hun udtrykte det.

3. Emily Pedersen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 17 i Lalla Meryem Cup (Ladies European Tour)
Emily Pedersen havde taget det gode spil med til Marokko, og det gav hende mulighed for at levere det bedste resultat på Ladies European Tour i næsten to år. Hun kom flyvende fra start i finalerunden og vendte i fem under par, og selvom hun ikke brændte bagni af på samme måde, rakte det stadig til et fint avancement og en endelig 17. plads, da alle spillere havde puttet ud.

4. Sebastian Cappelen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 13 i Dormie Network Classic (web.com Tour)
Sebastian Cappelen kæmper hårdt for at spille sig op i top 25 på pengelisten, som får udstedt et kort til PGA Touren i næste sæson. Cappelen har masser af arbejde foran sig, men 13. pladsen i Dormie Network Classic er et godt springbræt forud for denne turneringstravle del af sæsonen. Med resultatet rykkede Cappelen fra en 104. plads til en 76. plads på ranglisten.

5. Jeff Winther
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 25 i Trophée Hassan II (European Tour)
Jeff Winther navigerede sig ganske pænt gennem den vindblæste bane ved Trophée Hassan II, hvor han endte på en 25. plads. Danskeren begrænsede sig til otte bogeys under svære forhold i de tre første runder, men i finalerunden smed han syv slag, som dog blev delvis opvejet af tre birdies og en eagle.

Boblere
Nicolai Højgaard (nr. 17 i Turkish Airlines Challenge (Challenge Tour))
Marcus Helligkilde (nr. 17 i Turkish Airlines Challenge (Challenge Tour))

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer